Efter storordre: Weiss skruer op for omsætningen
- Så afgår en stor reservedelsordre på 35 af de i alt 47 kolli til Kvitebjørn i Tromsø, Norge, skriver Kenneth Iversen, administrerende direktør hos Weiss Aps på Linkedin.
Han har siden 2017 stået i spidsen for selskabet, der opstod i kølvandet af kedeleksperten Weiss’ konkurs i juli 2017.
Forskellen på det gamle Weiss og det nye Weiss er, at hvor Weiss A/S beskæftigede sig med design, fremstilling, installation og idriftsættelse af energianlæg til fjernvarme og procesformål, så holder Weiss ApS (Weiss) sig til at være en ren serviceforretning, med fokus på at levere service, reservedele og halvfabrikata til Weiss-installerede energianlæg samt andre typer af energianlæg.
Det første regnskabsår i virksomhedens historie er netop afsluttet, og det har været godt, men hårdt.
- Det går rigtig godt. Det er vores første regnskabsår, og vi tjente næsten 2 mio. Men det er hårdt arbejde at løbe noget i gang igen efter en konkurs. Der er jo en del kunder og leverandører, der er kommet i klemme, og det skal man jo lige have orden på, siger Kenneth Iversen.
Største ordre nogensinde
En af grundene til Kenneth Iversen kan sige, at det går godt er dels, at der er sorte tal på bundlinjen, og at det ser ud til at fortsætte i indeværende regnskabsår. Dels at ordrebogen er rigtig fin. Den når i hvert fald aldrig at være lukket ret lang tid ad gangen.
En af de største ordrer i selskabets – forholdsvis – korte historie er netop sendt afsted. Reservedelsordren på 47 kolli til Kvitebjørn i Tromsø.
- Det er et Weiss-projekteret affaldsanlæg med to linjer installeret i 2016/2017. Vi leverer en stor reservedelspakke til det. De planlægger et større produktionsstop til sommer, og det kræver nogle dele, som kan være længe undervejs, Derfor har de bestilt i god tid, og det er så den, vi leverer nu, fortæller Kenneth Iversen, og tilføjer:
- Vi har ikke haft så store ordrer før. Der er en stor konkurrence på området, fordelen i det her tilfælde er, at vi har originaldokumentationen, da det er et Weiss-anlæg.
Trods den hårde konkurrence, så går det altså godt på Norgesvej i Hadsund.
- Vi har travlt. Vi er meget tæt på en stor ordre i UK. Ellers har vi meget arbejde uden for landets grænser blandt andet i Skotland, Østrig, Sverige og Norge, fortæller han.
Overskud i første år
Weiss ApS afsluttede i september 2018 sit første regnskabsår.
Resultatet før skat landede på 1,98 mio. kr., mens bruttofortjenesten endte på 9,94 mio. kr.
- På baggrund af, at det kan kategoriseres som et etableringsår for selskabet, anser ledelsen resultatet som tilfredsstillende, fremgår det af ledelsesberetningen.
Kenneth Iversen forventer en positiv udvikling over de kommende tre år, hvor omsætningen ventes at stige med 25 pct.
For indeværende år er Kenneth Iversen lidt mere forsigtig, men han holder sig dog den gode ordrebog for øje.
- Jeg forventer, at vi kommer til at ligge i samme område som sidste år. Jeg har dog skruet lidt op for omsætningen, siger Kenneth Iversen.
kr. | 2017/2018 | - |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 9.942.142 | |
Resultat før af- og nedskrivninger | 2.955.575 | |
Resultat før finansielle poster | 2.130.475 | |
Resultat før skat | 1.973.732 | |
Årets resultat | 1.538.957 | |
Egenkapital | 13.051.957 | |
Antal ansatte | 8 | |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2018 |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.