Så er der fuld smæk på Masentias maskiner
Maskinerne står skulder ved skulder hos Masentia i Odense, som i disse dage holder messedage under navnet Masentia Machining. Der er maskiner inden for fræs, drejning, slibning, gnistbearbejdning og 3D-metalprint.
Blandt højdepunkterne i år er en ny 3D-printer Creator fra Coherent. Maskinen printer i metal, og der er løbende demonstrationer under udstillingen.
Masentia viser også den nye 5-aksede fæser Mikron P 500 U.
- Den har en ekstrem nøjagtighed. Den kan faktisk fræse med en nøjagtighed ned til 3-5 µ. Det kan lade sig gøre med en meget stiv konstruktion, og maskinen vejer da også 15 tons, fortæller Masentia-direktør, Flemming Hjort.
Han fremhæver, at maskinen kan købes med avanceret spindelbeskyttelse, såkaldt MSP, som forhindrer spindlen i at kollidere.
Ud over Masentia selv deltager også en række andre leverandører.
Masentia Machining fortsætter til og med torsdag 21. marts.