23948sdkhjf

Underleverandør investerer i større maskiner

Den nordjyske underleveradører Nytech investerer i mere plads og nye maskiner for at kunne håndtere større emner

Større emner kræver større maskiner og mere plads. Det har man taget konsekvensen af hos underleverandøren Nytech, som netop har taget en nybygget hal i brug. Udvidelsen giver knap 50 pct. mere lager- og produktionsareal.

Den nordjyske virksomhed med 30 ansatte en inde i en vækstfase. I 2018 gik omsætning frem med 25 pct., og i år kigger underleverandøren ind i en vækst på cirka 15 pct.

- Jeg har været i virksomheden siden november 2013, og strategien har været, at vi vil prøve at differentiere os lidt i markedet i forhold til andre underleverandører, siger administrerende direktør og medejer, Michael Hansen, om satsningen på større maskiner og større emner.

Større maskiner flytter ind
Første spadestik til den ny hal blev taget i uge 42 sidste år. Produktionshallen stod færdig i januar, og maskinerne er allerede ved at blive rykket rundt, så produktionslayoutet bliver optimeret.

Nytech har i sine nylige investeringer omfavnet større emner. Kantbukkeren er gået fra at kunne tage plader op til 3 meter til at kunne bukke emner på 4,2 meter. Den fuldautomatiske fiberlaserskærer er vokset fra 1,5x3 meter til 2x4 meter, og den nyeste investering, en fuldautomatisk revolverstanser med vinkelsaks, gør, at Nytech kan stanse i plader på mere end 4 meter.

De nye maskiner kræver mere plads, større svejsekabiner og mere køre- og gangareal. Og der skal også andre og større pladeformater ind på lager. Det hele kræver mere plads.

- Vi var tæt på at bygge ud i slutningen af 2016, men afventede lidt. I 2018 har vi savnet pladsen. Derfor har vi taget konsekvens og bygget til, så rammerne er der til fortsat vækst, siger direktøren.

Byggeriet trækker
Nytech har forskellige forretningsben at stå på. Men det er ordrer til byggeriet og især facadebeklædning, der har drevet væksten i de seneste år. Og en trend i branchen er årsag til investeringerne som i en ny og større revolverstanser.

- Etagehøjden bliver større, og det betyder, at beklædningspladerne også bliver højere og højere. Vi har selv bygget vores stanser om, men den begynder lige så stille at blive udfordret, siger Michael Hansen.

Nytech producerer også dele til procesanlæg, beklædning og styreskabe. Underleverandøren er godkendt til at lave emner med fødevarekontakt. Det kan være dejkar, tragte og transportvogne, og virksomheden er også certificeret til svejste konstruktioner til byggeriet, som værn, altaner og kanapper.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.256