Mir overgik egne forventninger
Der er fart på hos Mobile Industrial Robots i Odense. Og i 2018 gik det så stærkt, at end ikke virksomhedens egne ambitiøse budgetter holdt. Det skriver Fyens.dk.
Faktisk blev det til en syvdobling af overskuddet sammenlignet med 2017, og dermed endte resultat før skat på 35,6 mio. kr.
- Vi er særdeles tilfredse med regnskabet, som er bedre end budgetteret. Teradyne (Mirs ejer, red.) er også meget tilfredse og især imponerede af, at vi er lykkedes med at øge bundlinjen markant, selv om vi stadig er i en udviklingsfase, siger direktør Thomas Visti til Fyens.dk.
Den kraftige fremgang på bundlinjen kom på trods af, at Mir bruger mange ressourcer på produktudvikling, på at opskalere produktionen samt på at øge distributionsnetværket.
Blandt andet ansatte man i løbet af 2018 100 nye medarbejdere, og lige nu søger man yderligere 30.
Thomas Visti forventer at holde det høje investeringsniveau i de kommende år, og forventer også en vækst der følger med opad.
Originalartikel: https://www.fyens.dk/erhverv/Fynsk-robot-stormer-frem-MIR-ni-dobler-resultat-i-nyt-regnskab/artikel/3335220
mio. kr. | 2018 | 2017 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 118,9 | 30,9 |
Resultat før finansielle omkostninger | 37,9 | 7,2 |
Resultat før skat | 35,6 | 5,1 |
Årets resultat | 33,7 | 4,2 |
Balancesum | 141,3 | 34,2 |
Egenkapital | 73,4 | 9,6 |
Antal ansatte | 94 | 42 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2018 |