Nordjysk succes med akademikere i industrivirksomheder
I Nordjylland har man gode erfaringer med at få akademikerne ind i industri- og handelsvirksomhederne. Projekt får flere offentlige støttekroner, efter at 500 akademikere er kommet i job.
Akademikerne kan sagtens komme ud og gøre gavn i virksomhederne. De skal bare hjælpes lidt på vej.
Det er holdningen i det offentligt støttede projekt Vækst via Viden, som siden 2016 har fået flere nordjyske akademikere ud i det private erhvervsliv. Projektet er støttet af regionen og de nordjyske kommuner og har haft som mål, at 500 ledige akademikere skulle matches med 500 lokale virksomheder.
Målet er i dag nået, og det er endda hurtigere end forventet. Derfor har parterne bag samarbejdet nu besluttet at støtte konceptet med yderligere syv mio. kr., så der samlet set er hældt 21 mio. kr. i konceptet.
Skaber rigtige arbejdspladser
Organisationen Business Region North Denmark står sammen med blandt andet Erhvervshus Nordjylland bag konceptet. Formanden, Mogens Christen Gade, er glad for resultatet.
- Jeg er stolt over, at vi har genereret rigtige arbejdspladser. Det er ikke bare offentlige penge, der er brugt på konsulenter. Vi har introduceret virksomheder for mennesker, som de i mange tilfælde har ansat, og som i dag er med til at generere vækst. Det er en god fornemmelse, siger han.
Han er tilfreds med, at Vækst via Viden nu også er finansieret til 2020, så han kan hjælpe endnu flere højtuddannede med at komme ud i regionens virksomheder.
Vækst via Viden blev søsat for at sørge for, at de mange akademikere, som bliver uddannet i Aalborg og omegn, ikke stikker af efter endt uddannelse. I praksis er det sket ved, at for eksempel Erhvervshus Nordjylland har hjulpet med at etablere kontakt mellem parterne, hvorefter en aftale, der nogle gange har inkluderet løntilskud, er blevet indgået.
Det, tror Mogens Christen Gade, har været en effektiv indgangsvinkel, som har været med til at give projektet medvind.
- Flere virksomheder har fået øjnene op for, at akademikerne ofte kan bidrage med noget nyt, siger Mogens Christen Gade.
Denne artikel er bragt i samarbejde med DI Business.
Kilde: https://www.danskindustri.dk/di-business...