Lærling med tre arbejdspladser vinder pris
Nick Pedersen har i læretiden været dele-lærling hos MAN Energy Solutions, Mariendal Electrics samt Soft & Teknik – alle i Frederikshavn. I december sidste år fik han sit svendebrev som elektriker med karakteren 12.
Det kræver sin lærling, når man skal have sin uddannelse på tre forskellige virksomheder på samme tid. Man skal forholde sig til tre kulturer, lære tre hold kolleger at kende og løse tre vidt forskellige arbejdsopgaver. Nick Petersen har klaret til hele - og mere til. Derfor vinder han DI Vendsyssels Lærlingepris 2019.
- Nick har sociale kompetencer, der gør ham meget vellidt blandt kolleger, kunder og lærerstaben på skolen. Han har altid et imødekommende blik i øjnene og et venligt smil på læben. Han er meget fokuseret på opgaven, og slutter ikke før den er løst, siger Johnny Thomsen fra MAN Energy Solutions, der har indstillet Nick Pedersen til prisen.
Virksomheder i Vendsyssel, der er i den maritime branche, har oprettet en lærlingeordning for at sikre kvalificeret arbejdskraft. Ordningen gør det muligt for virksomhederne at dele en lærling, hvis de ikke selv kan stå for alle dele af uddannelsen.
Nick Pedersen er den første udlærte elektrikerlærling i ordningen, som lige nu omfatter i alt fire dele-elektrikerlærlinge.
- Rollen som dele-lærling kræver omstillingsparathed, fleksibilitet, lyst til forandringer, mod, vilje og ro i maven til at blive udfordret på at arbejde i vidt forskellige virksomheder i den maritime branche. Og alt det har Nick Pedersen levet op til, siger Richard Fynbo, der er formand for DI Vendsyssel.
Der er i øjeblikket 50 lærlinge på den maritime lærlingeordning, som Nick Pedersen har været omfattet af. De arbejder på Orskov Yard, MAN Energy Solutions, Hirtshals Yard, Soft & Teknik, Mariendal Electrics, Vestkajens Maskinværksted, KM Automatik, Victor, KS Maskinteknik, Alfa Laval, Rasi Maskinfabrik, SeaMech og SL Power.