23948sdkhjf

Dansk robot-eksport bliver hovedtema

Robot- og dronekonference lander i Odense

Årets robotmesse i Odense R-19 på datoerne 25.-26. juni bliver ikke en messe som sådan med udstillere. Det bliver derimod fire konferencer, der kører sideløbende.

Den første konference fokuserer på eksportmulighederne for den danske robotindustri. Den anden er en konference og et droneshow, som foregår i Odenses lufthavn. De to sidste er investor-konferencer, hvor investorer og nystartede robotvirksomheder kan mødes.

Eksport bliver hovedtema
Eksport af robotter og robotudstyr bliver et hovedtema.

Der vil blandt andet være oplæg af direktøren for ClusterAgentur Baden-Württemberg Gerd Meier zu Köcker, om hvordan man øger eksporten fra et industricluster. Han vil også give råd til, hvordan danske robotvirksomheder kan arbejde tættere og mere strategisk med tysk industri.

Blandt flere andre oplægsholdere kommer også Jack Yang, som er investeringschef ved Shanghai Innovation Center i Kina. Han vil tale om eksportmulighederne til Kina, og om hvordan man forbereder sig til det kinesiske marked.

Der vil også være oplæg fra uddannelseschef Erik Wanscher fra Dalum Landbrugsskole. Han vil fortælle, hvordan det er lykkedes det danske landbrugskonsortium Danish Farm Concept at opbygge en stærk eksportorganisation.

Møde med investorer
Ligesom på de foregående års robotmesser i Odense vil der være stort fokus på, at nystartede robotvirksomheder kan møde investorer. Der er skabt mange kontakter mellem virksomheder og investorer på de tidligere messer.

Det foregår på Odense Investor Summit 19. Her vil ikke mindre end 60 nystartede virksomheder få lov at "pitche" deres ideer for investorerne.

De nystartede virksomheder får lejlighed til at "træne" deres præsentationer vil et par forudgående møder, før det går løs 25.-26. juni i Odense Congress Center.

Ud over det vil Danish Business Angels holde deres femte årsmøde, hvor der vil være flere end 300 business angels til stede.

Droneindustri
R-19 bliver også et samlingspunkt for den spirende droneindustri.

Der vil være et stort droneshow 25. juni i HCA Lufthavn, hvor der vil være live droneflyvninger, demonstrationer og udstilling.

Bag R-19 står blandt andre RoboCluster, Odense Robotics, Odense Kommune og UAS Denmark. UAS Denmark er det internationale drone-testcenter, som ligger i Odense Lufthavn.

Artiklen er en del af temaet Metalindustrien automatiserer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078