23948sdkhjf

50 år med grænseløs innovation

Cabinplant har været med til at udvikle fødevareindustrien gennem fem årtier

Den 1. juni var det 50 år siden, Cabinplant blev grundlagt i Haarby ved Assens, hvor virksomheden stadig har sit hovedkvarter.

I dag er Cabinplant vokset til en af verdens førende leverandører inden for proceslinjer og veje-/pakkeanlæg til fødevareindustrien med en omsætning på 400 mio. kr. og 300 ansatte i Danmark, Polen, Tyskland, Spanien og USA.

Innovation til fødevareindustrien
Det var to initiativrige iværksættere, Vagn Hansen og Hans Clausen, som i juni 1969 grundlagde Cabinplant, og navnet kommer af en kortvarig flirt med produktion af malerkabiner.

Et gennembrud var udviklingen af anlæg til fiskeindustrien, herunder procesudstyr til verdens største makrelfabrik, der ligger i Sæby. Siden kom blandt andet det kendte blancheringsanlæg til bearbejdning af grøntsager.

I 1990’erne investerede Cabinplant betydelige ressourcer i udviklingen af automatiske pakke- og vejesystemer, der har resulteret i, at de i dag regnes blandt verdens førende inden for præcis afvejning af stort set alle former for fødevarer samt pakning i næsten alle former for emballage til detailhandelen. De regnes som eksperter inden for eftermarinering af kødprodukter og automatisk afvejning af kyllingekød.

Virksomhedens udstyr skal for eksempel i den nærmeste fremtid installeres i Norsk Kyllings nye fabrik til produktion af kyllingeprodukter Orkanger i Norge. Inden for procesanlæg til grønsager skal virksomheden derudover levere et stort anlæg til Egypten, som skal gøre egyptiske grøntsager konkurrencedygtige på det europæiske og amerikanske marked.

- Vi har altid været båret af en drøm om at udvikle løsninger, der kan tilvejebringe bedre fødevarer på et bæredygtigt grundlag, siger Ralf Astrup, administrerende direktør i Cabinplant.

Det oplagte generationsskifte
Cabinplant ledes i dag af Ralf Astrup og Jan Helskov Hansen. De overtog ejerskab og styringen efter de to grundlæggere Hans Clausen og Vagn Hansen i forbindelse med et generationsskifte i 2005. Ralf Astrup er i dag administrerende direktør, og Jan Helskov Hansen er økonomidirektør. Ralf Astrup er i øvrigt svigersøn til den ene af de to grundlæggere.

Siden 2016 har Cabinplant været 80 pct. ejet af CTB Inc, et Berkshire-Hathaway-selskab, mens ledelsen ejer resten. Det nye og udvidede ejerskab har været med til at styrke Cabinplants internationale tilstedeværelse og manøvredygtighed yderligere takket være nye samarbejdsmuligheder med de øvrige selskaber under samme koncernparaply.

Jubilæet blev fejret med en reception for alle forretningsforbindelser den 24. maj, og lørdag den 25. maj var der åbent hus. Festlighederne blev rundet af med en stor fest, hvor alle medarbejdere fra hele kloden deltog.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094