23948sdkhjf

60-årig præsterer rekordresultat: Tungt grej skæpper på bundlinjen

Hydrema-koncernen nærmer sig milliarden i omsætning

Hydrema-koncernen med base i Støvring syd for Aalborg øgede i 2018 sin nettoomsætning med over 120 mio. kr. og nærmer sig dermed hastigt milliarden i årsomsætning.

Også indtjeningsgraden er øget, og Hydrema, der netop har rundet sin 60 års fødselsdag, ender dermed med sit bedste resultat til dato, et overskud efter skat på 53 mio. kr.

Stort set alle forretningsområder er i gunstig udvikling. Salget af entreprenørmaskiner på det civile marked er overordnet set øget med 25 pct. i forhold til 2017, og især det engelske marked har udviklet sig positivt. Årsresultatet i det engelske datterselskab er således næsten fordoblet til et overskud på over 15 mio. kr.

Fremgangen hidrører ellers især fra hjemmemarkedet i Danmark, Tyskland og USA.

Af ledelsesberetningen fremgår det, at den væsentligste udfordring for koncernen har været at geare produktionen til den stigende efterspørgsel.

- Der har været anvendt betydelige ressourcer på at forbedre produktionsflowet i produktionsselskaberne samt en optimering af koncernens produktionsplanlægning. Dette har medført en forøget effektivitet og produktivitet, hedder det.

Ikke desto mindre vurderes det, at man kunne have solgt endnu mere - specielt af de såkaldte dumpere - hvis produktionen i højere grad havde kunnet følge med.

Hydrema har også en betydelig aktivitet rettet mod det militære og humanitære område, herunder produktion og levering af minerydningsmateriel.

Tidligere har man i forbindelse med det danske forsvars indkøb af nye pansrede mandskabsvogne – Piranha 5 – indgået aftale med producenten af maskinerne om slutmontage.

I starten af 2018 vandt man desuden udbuddet på levering af totalservice, reservedele og tilbehør til alle det danske forsvars traktorer og entreprenørmaskiner.

Alt i alt forventer ledelsen, at ”koncernen i det kommende år vil realisere et forbedret resultat af den primære drift i forhold til det realiserede i 2018”.

Hydrema har produktion i Støvring og Tyskland og er via datterselskaber desuden repræsenteret i Frankrig, USA, Sverige, Norge og England.

Den internationale profil understreges af, at Hydrema i 2018 totalt set led realiserede og urealiserede valutakurstab på ikke mindre end 10,8 mio. kr.

I regnskabet springer det også i øjnene, at balancen er faldet fra 747 mio. kr. til 589 mio. kr. som følge af, at koncernen har solgt sine andele i Hydrema Ejendomme og Hydrema Finans.

Det betyder, at Hydrema Holding nu er et rent driftsselskab. Økonomisk set har det nærmere kosmetisk betydning, da ejerne er de samme, nemlig bestyrelsesformand og grundlægger Kjeld Werner Jensen samt hans søn, administrerende direktør Jan Werner Jensen.

Hydrema Holding ApS
mio. kr. 2018 2017
Nettoomsætning 974,3 853,2
Resultat af primær drift 87,7 73,4
Resultat før skat 70,3 50,2
Årets resultat 53,3 38,8
Balancesum 588,9 746,8
Egenkapital 336,7 285,3
Antal ansatte 463 433
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2018

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.214