23948sdkhjf

Granly Steel belønnes for at give unge en ekstra chance

Hvis man som ung har dummet sig og er kommet skævt ind på tilværelsen og arbejdslivet, så kan det være svært at få et job og næsten umuligt at få en læreplads.

Men hos Granly Gruppens virksomheder, herunder Granly Steel, ser man muligheder i stedet for begrænsninger, og derfor tilbyder virksomheden også tidligere kriminelle en læreplads.

- Det er første gang DI Sydvestjylland uddeler en praktikpladspris, og vinderen kan næppe være mere velvalgt. Granly Steel A/S får prisen for en enestående indsats for at uddanne nye faglærte, og ikke mindst fordi virksomheden tilbyder unge med en plettet straffeattest en chance, de måske ellers ikke ville have fået, siger formand for DI Sydvestjylland, administrerende direktør Jesper Toft Mathiasen, Claus Sørensen A/S.

- At få sådan en chance kan give den unge et helt nyt og positivt afsæt for resten af livet. Det betyder en stor samfundsmæssig gevinst, for ikke nok med at det hjælper en ung, så får vi også god faglært arbejdskraft ud af det – og det har vi brug for, siger Jesper Toft Mathiasen.

Prisen overrækkes af formand Jesper Toft Mathiasen, DI Sydvestjylland og borgmester Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg Kommune, ved en reception på virksomheden tirsdag den 13. august.

Administrerende direktør Finn Just Jensen fra Granly Steel er på virksomhedens vegne stolt og beæret over at få denne anerkendelse og understreger, at der er behov for et godt samarbejde for at få tingene til at lykkes.

- Først og fremmest kræver det, at kollegaerne her på virksomheden er villige til at gøre den ekstra indsats for at få tingene til at lykkes, derudover kræver det et godt samarbejde med erhvervsskolen på Rybners, hvor lærlingene tager den boglige del af uddannelsen. Det er nødvendigt engang imellem, for det er ikke alle vore lærlinge, der har gode minder om at sidde i et klasselokale. Det kræver en god forståelse imellem skole og virksomhed. Blandt andet har vi et tæt samarbejde for at undgå fravær i skoleforløbet, siger Finn Just Jensen.

Granly Steel arbejder også sammen med High Five, som er et projekt, der netop har til formål at hjælpe tidligere kriminelle i gang på arbejdsmarkedet.

- Det er ikke hver gang, det lykkes, nogle gange må læreaftalen annulleres. For der gås ikke på kompromis med kvaliteten. De faglærte hos vores virksomheder skal kunne nøjagtig det samme som andre faglærte – ja, måske skal de endda bevise lidt mere, at de vil uddannelsen. Men heldigvis lykkes det ofte, og i dag kan vi se med stor tilfredshed på den lange række af dygtige faglærte medarbejdere, der har været igennem et forløb her hos os, siger Finn Just Jensen.

- Granly er et super godt eksempel for andre på, hvordan man kan gøre en indsats for at uddanne fremtidens arbejdskraft. Der er rigtig mange virksomheder, der løfter en stor uddannelsesopgave her i Sydvestjylland, men det er ekstra glædeligt, når vi får nogle af de unge - som måske ikke ville have fået en uddannelse - løftet op til at blive dygtige faglærte, siger Jesper Toft Mathiasen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089