Global usikkerhed sætter spor i dansk sommer-eksport
Lav vækst og global usikkerhed. Det er opskriften på og forklaringen bag den dalende danske eksport til udlandet i juni.
Eksporten faldt med 4,9 pct. i juni. Men for hele andet kvartal steg vareeksporten med 2,6 pct., mens tjenesteeksporten tilsvarende steg med 1,4 procent, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Det skriver DI Business.
Chefanalytiker i DI Allan Sørensen aflyser panikken her og nu, men det kan se svært ud for virksomhederne i fremtiden, spår han.
- Lav vækst og global usikkerhed bremser dansk eksport. Det er især eksporten til EU-landene, der er ramt af modgang i andet kvartal. Eksporten er gået ganske pænt frem over det seneste år, så vi skal ikke tolke for negativt på en måneds tilbagegang, men eksportvirksomhederne kan desværre også få det svært i anden halvdel af 2019, siger Allan Sørensen.
Gang i det amerikanske marked
Han fortæller, at væksten i EU er den laveste i seks år på grund af handelskrig og udsigten til et eventuelt hårdt brexit.
Til gengæld er eksporten til USA steget med næsten 30 pct.
USA er Danmarks næststørste eksportmarked. Amerikanerne købte sidste år danske varer og tjenester for 135 mia. kr.
Artiklen er bragt i samarbejde med DI Business.