DI: Der mangler stadig kvinder på industriens topposter
I de seneste år har flere kvinder fundet vej til ledelser og bestyrelser i landets virksomheder. Men der er stadig et stykke vej igen.
Det mener Dansk Industri, der netop har offentliggjort en analyse, der dækker antallet af kvinder på landets ledelsesgange i perioden 2003-2017.
Analysen viser, at især de store virksomheder – i kraft af en lov fra 2013 - er blevet bedre til at rekruttere kvindelige bestyrelsesmedlemmer og ledere – men ikke til topposterne.
- Overordnet ser vi en positiv udvikling. Vi ser flere kvinder både på mellemlederposterne og i de store virksomheders bestyrelser. Men der er også steder, hvor der er langt til målet, selv om området har haft en meget stor bevågenhed i de seneste år, fortæller Mette Fjord Sørensen, som er chef for forskning, videregående uddannelser og mangfoldighed i DI.
Mangel på kvindelige CEO's
Mette Fjord Sørensen fortæller, at antallet af kvindelige mellemledere i det private erhvervsliv omtrent afspejler antallet af kvinder i hele sektoren, men i de øverste luftlag er der stadig et stykke vej.
- Når vi kommer op på CEO-niveau, så falder andelen til cirka 12 pct., og det tal er faktisk faldet en anelse de sidste år. Så der er vi nødt til at se nærmere på, hvilke dynamikker der ligger bag, siger Mette Fjord Sørensen.
Fremgang fra 2013
Til gengæld går det fremad for antallet af kvindelige medlemmer af de store virksomheders bestyrelser. Den udvikling er blandt andet hjulpet på vej af en lov fra 2013, der pålagde virksomheder af sætte mål for andelen af kvinder i bestyrelsen.
Fra januar 2013 til august 2017 steg andelen af kvinder således fra knap 9,7 til 15,9 pct., viser analysen fra DI.
Kilde: https://www.danskindustri.dk/arkiv/analy...