Simas Filters bygger nyt domicil
Simas Filters er i fuld gang med et nyt byggeri i det sydlige Grenaa ved hovedvejen mod Århus.
- Vi bygger nyt for at opgradere vores hovedkontor og fremtidssikre virksomheden. De nye rammer giver mere plads og bedre faciliteter i både administration og på lageret. Vi er dermed bedre rustet til fremtidig vækst, udtaler ejer Christian Lyng-Madsen i en pressemeddelelse.
Han overtog direktørstolen fra sin far i 2004, og for Simas Filters giver placeringen i Grenaa god mening.
- Vores placering i Grenaa er en del af vores DNA. Vi har gode medarbejdere og samarbejdspartnere her i byen, og dem vil vi gerne fastholde. Og med hovedvejen og letbanen næsten lige udenfor døren kan speditører og medarbejdere fra Århus sagtens komme frem til os, siger Christian Lyng-Madsen.
Hos Simas Filters giver det ro i maven, at byggeriet er godt på vej og koblet sammen med planer om ny teknologi til virksomheden.
Bestyrelsesformand i Simas Filters, Hans Christian Bech Thøgersen tilføjer:
- Vi er vokset ud af de eksisterende rammer og investerer nu en del af de seneste års overskud i virksomheden.
- Det er vigtigt, at vi har en velfungerende og attraktiv arbejdsplads for vores medarbejdere. Byggeriet giver også bedre plads til møder med vores eksterne konsulenter og samarbejdspartnere. Og teknologien støtter vores arbejdsprocesser, så vi kan følge med efterspørgslen og fortsat yde god service til vores kunder.
Det nye domicil forventes at stå færdigt omkring årsskiftet til 2020.