Universal Robots lander partnerskab med CNC-gigant
Den fynske robotproducent Universal Robots (UR) har landet en ny partnerskabsaftale i USA med Phillips Corporation, den største distributør af Haas CNC-maskiner.
Det oplyser Universal Robots i en pressemeddelelse.
Universal Robots skal levere robotarme til mere end 60 forskellige Hass-modeller, der skal lægge emner ind og ud af CNC-maskinerne.
Materialefødning og emneudtagning af CNC-maskiner er trivielt arbejde, som maskinværksteder i blandt andet USA har svært ved at rekruttere medarbejdere til.
Derfor stiger efterspørgslen efter samarbejdende robotter, der kan klare dette arbejde, og her kommer danske UR ind i billedet.
- Vi oplever en stor efterspørgsel efter cobotter, både på grund af manglen på arbejdskraft, men også fordi der er brug for fleksible automatiseringsværktøjer, der kan operere uden sikkerhedsbure, siger Michael Garner, kommerciel direktør i Philips Corporation.
Phillips Cooperation er repræsenteret i 12 stater i USA og har 9.000 installerede Haas CNC-maskiner.