Grundfos etablerer testcenter på Hirtshals Havn
Grundfos vil i fremtiden teste sine saltvandspumper og -motorer på havnen i Hirtshals.
Teststationen skal bruges til at teste pumpernes og motorernes modstand over for korrosion og tæring, skriver Hirtshals Havn i en pressemeddelelse.
Optimale forhold for at teste korrosion og tæring
Grunden til, at Hirtshals Havn er blevet valgt som nyt hjemsted for Grundfos’ teststation er havnens geografiske beliggenhed. Saltindholdet i Nordsøen er dobbelt så stort, som saltindholdet i Kattegat, hvilket gør det muligt her at teste industriprodukter, som skal kunne modstå større korrosion og tæring.
Ole Østergaard, teknisk ansvarlig ved Grundfos, siger om den nye teststation i Hirtshals.
- Grundfos gør mere og mere i industriprodukter, som skal kunne modstå ekstreme driftsforhold, og derfor er det nødvendigt at teste produkterne i mere saltholdigt vand. Hirtshals Havn ligger geografisk godt, idet der er en kort køretid dertil, og at havnen ligger ud til Nordsøen. Vi er blevet rigtig godt modtaget og havnen har udvist stor velvilje til at møde Grundfos’ behov for en teststation her.