Millioner til produktion af elektrolyseanlæg
Producent af elektrolyseanlæg til produktion af brint GreenHydrogen har netop fået tilført kapital fra den danske fond Nordic Alpha Partners.
Det ikke oplyste millionbeløb skal gøre GreenHydrogen klar til at erobre det globale marked og skalere produktionen af elektrolyseanlæg.
Aftalen blev lukket i august, men samarbejdet og forberedelserne til at erobre det globale marked har været i gang i flere måneder.
Ifølge Jakob Fuhr Hansen, der er den ene af de to ansvarlige partnere fra Nordic Alpha Partners, som arbejder med Green Hydrogen, så tror fonden på, at selskabet har et potentiale til at opnå en global førerposition, fordi virksomheden er lykkedes med at udvikle et innovativt og effektivt elektrolyseanlæg til udvinding og lagring af grøn brint, der er både billigere og mere effektivt end konkurrenterne.
Investor med forståelse
GreenHydrogen har over de seneste 12 år investeret mere end 100 mio. kr. i udviklingen af anlæg.
Udfordringen for GreenHydrogen har dog været at finde investorer, der har en forståelse for, at produktet og branchen er kompleks og kræver andet end ”bare” at skrue op for markedsføringen.
- Jeg har talt med rigtig mange interesserede investorer de seneste år for at finde nogen, der kunne hjælpe os med at udvikle og skalere vores forretning. Men enten er investorerne for små og derfor ikke gearede til at bidrage med andet end kapital, eller også er de så store, at de kun har fokus på at investere i virksomheder, der allerede er gået globalt, siger CEO for GreenHydrogen, Niels-Arne Baden, og uddyber:
- Udfordringen er, at vi ligesom mange andre danske teknologivirksomheder står et sted midt imellem. Vi er blandt de absolut bedste i verden inden for vores komplicerede og højteknologiske område, men vi har brug for også at blive de dygtigste til at vækste vores forretning globalt. Og det er lige præcis det, Nordic Alpha Partners kan hjælpe os med. De udfylder det vakuum i investeringsmarkedet, som innovative virksomheder har brug for, hvis de skal opnå global succes og konkurrere mod store, magtfulde internationale spillere.
Bestyrelsesformand og investor, Preben Jakobsen, er enig med Niels-Arne Baden. At GreenHydrogen nu er nået til et sted, hvor der er brug for at tilføre ekstra penge og kompetencer for at sikre en hurtig og succesfuld positionering på det globale marked.
Behov for nye medarbejdere
Hele grundfilosofien bag Nordic Alpha Partners investeringsmodel bygger på, at fonden ud over kapital altid samtidig bidrager med viden og metoder til at sikre, at de virksomheder, de investerer i, også får hjælp til at lægge den rigtige strategi samt finde og tiltrække de dygtigste ledende medarbejdere.
I GreenHydrogens tilfælde er det specialister inden for for eksempel skalering og automatisering af produktion samt opbygning af et globalt partnernetværk med henblik på at øge både salg, produktion og distribution.
Planen er også, at GreenHydrogen hurtigt får suppleret ledelsesteamet samt etableret en ny produktionsenhed, så der kan produceres flere elektrolyseanlæg hurtigere og billigere end i dag.
Mangedobler omsætningen
Nordic Alpha Partners forventning er, at GreenHydrogen kan mangedoble omsætningen de kommende år. Det kræver, at der på rekordtid etableres et globalt partnernetværk og servicekoncept samt en produktionskapacitet, der gør GreenHydrogen’s anlæg tilgængeligt overalt, hvor der er efterspørgsel efter grøn brint.
Strategien, der skal sikre, at det sker, var allerede på plads, inden aftalen blev lukket i august.
- Det er en fast del af vores investeringsproces, at vi, allerede inden vi indgår en investeringsaftale, gennemfører en ”strategiproces” og laver en detaljeret forretningsplan og beskrivelse af kompetencebehov sammen med virksomheden. Hvis vi skal bidrage med intelligent kapital, så skal vi også forstå virksomheden og sikre, at kemien og ambitionerne i forhold til grundlæggerne og ledelsen matcher. Det betyder selvfølgelig også, at vi kan risikere at miste mange timers arbejde, hvis en aftale ikke bliver til noget, siger Troels Øberg, partner i Nordic Alpha Partners og ansvarlig for at drive den investeringsstrategiske og operationelle udrulning af GreenHydrogens globale ekspansionsstrategi.