Østjysk maskinfabrik satsede: Salget af saltspreder fordoblet hvert år
I 2016 udviklede Randers Maskinfabrik en intelligent saltspreder sammen med Hans Curt Nexgaard, der blandt andet har en baggrund som selvstændig og senest 15 år hos Epoke. Det skriver Randers Amtsavis.
Og springet fra underleverandør til også at være producent har i den grad været succesfuldt. Siden den første spreder blev sendt på markedet i 2016, er salget fordoblet hvert år.
Sidste år rundede salget 80 enheder, og Bo Nielsen, der ejer Randers Maskinfabrik sammen med sine to brødre Mads og Ove, regner med endnu en fordobling i år. Det skyldes blandt andet en tysk ordre på 180 spredere over de næste tre år, men også en hollandsk salgs- og markedsføringsaftale er ved at komme i hus.
Det specielle ved saltsprederen, som sælges fra datterselskabet Saltnex, er, at den ikke tørsalter, som det ellers er normalt i mange byer. I stedet bruger den saltlage.
- Træer og andre planter, vejbelægninger og bevaringsværdige bygninger lider under et stort forbrug af salt. Og kæledyr som hunde og katte har det heller ikke godt med at få saltkorn eller sågar klumper på poterne. Ved at bruge en vandopløst saltlage undgår man den slags problemer og kan altså samtidig mindske saltforbruget markant. Hertil kommer besparelserne på vedligeholdelsen af veje og bygninger, siger Hans Curt Nexgaard til Randers Amtsavis.
Salget af saltsprederne i Saltnex og den generelle vækst hos Randers Maskinfabrik betyder i øvrigt, at den østjyske virksomhed nu går i gang med at udvide. Planen er at opføre en ny bygning på 830 kvadratmeter og samtidig udvide virksomhedens kontorbygning med 200 kvadratmeter.
Originalartikel: https://amtsavisen.dk/erhverv/Ung-maskinfabrik-datter-i-kraftig-vaekst/artikel/461192