Et kæmpe skelet af tonstunge stålrammer rejser sig over isen
I periferien af Grønlands tredjestørste by, Ilulissat, begynder det nye isfjordscenter så småt at tage form. Et kæmpe skelet af tonstunge stålrammer, som udgør den første tredjedel af bygningens skelet, er samlet og står nu i sin vredne form på byens højeste punkt.
Centeret har form som en fugls vingefang og bliver skabt af over 50 individuelt udformede stålrammer, som hver især vejer omkring 8.000 kilo.
Entreprenørfirmaet KJ Greenland har hovedentreprisen på byggeriet, der opføres i et partnerskab mellem Realdania, Grønlands Selvstyre og Avannaata Kommunia og med Realdania By & Byg som bygherre.
- Forud for monteringen af det store skelet er bygningens fødder, det vil sige de bærende søjler, blevet støbt ned i klipperne, og om et par dage begynder det nervepirrende arbejde med at montere tonstunge panoramavinduer på centrets udstillingsdel, fortæller arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg, Frants Frandsen, som står i spidsen for det grønlandske byggeprojekt, i en pressemeddelse.
Klimaforandringer på nært hold
Og når bygningen om et par år står færdig, er det fra netop disse store vinduer, at de besøgende kan nyde udsigten over isfjordens udmunding i Diskobugten.
Isfjorden er et af de steder i verden, hvor man tydeligst kan se den markante afsmeltning fra indlandsisen, som klimaforandringer medfører. Det er netop disse håndgribelige konsekvenser af klimaforandringerne samt isens cyklus og betydning for mikrolivet og fødekæden, som det kommende Isfjordscenter skal formidle.
Centret kommer til at indeholde udstilling, cafe, et fremtidslaboratorium for forskere samt tre vandreruter i området, hvoraf den ene går henover bygningens tag. På den måde vil centeret blive et nyt samlingspunkt for beboere i området og et nyt oplevelsessted for turister i Grønland.
Præcision og tålmodighed
Men inden dørene åbnes om et par år, skal hele den 1.500 kvadratmeter store bygning opføres, og cirka 900 kvadratmeter skal indrettes som udstillingsområde. Og det kræver både præcision og tålmodighed, når der på et klippefremspring i dette kuperede landskab skal opføres en bygning med dobbeltkrumme overflader, når alle byggematerialer skal importeres og sejles til Grønland, og når byggeprocessen på grund af det arktiske klima må sættes på standby i de koldeste måneder.
- Konstruktionen er kompleks og kompliceret at udføre, og det kræver mange ingeniørberegninger at få de bærende konstruktioner til at passe sammen på millimeter. Men der er en god samarbejdsånd mellem håndværkere, entreprenører, bygherre og arkitekt- og ingeniørrådgivere, understreger Frants Frandsen.
Isfjordscentret er tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter, som i 2016 vandt en international konkurrence om at tegne huset, og byggeriet blev sat i gang i 2019.
Fakta: Ilulissat IsfjordscentretPlanen er, at Isfjordscentret kan indvies i sommeren 2021. Det samlede budget for projektet er cirka 152,3 mio. kr. Grønland – kommune og selvstyre – kommer samlet med 23. mio. kr., og Realdania bidrager med 108 mio. kr. til bygningen. Udstillingen er finansieret af Nordea-fonden med 16,4 mio. kr., Augustinus Fonden med godt 3,8 mio. kr., Bloomberg Philanthropies med 750.000 kr. og OAK Foundation med 350.000 kr. |