23948sdkhjf

Stålkommentar: Stålmarkedet sukker efter afklaring

Der galoperer tre sorte heste rundt på stålmarkedet lige nu: Handelskrig, brexit og EU’s stålkvoter. Markedet sukker efter, at de kommer i stald, så vi ved, hvor vi har dem

Det er notorisk svært at forudsige prisudviklingen på stålmarkedet. Og det er ikke blevet nemmere med den eskalerende handelskrig mellem USA og Kina, et uafklaret brexit og usikkerheden om den europæiske kvoteordning for stål, som igen er taget op til revision i EU.

Kvoteforhøjelser nedjusteres – måske
Kvoteordningen, der er sat i verden for at dæmme op for importen af stål til Europa, blev før sommerferien kritiseret for ikke at have den ønskede effekt.

Stålkommentaren er udarbejdet af Lemvigh Müller. Jern & Maskinindustrien påtager sig ikke ansvar for forecasts.

- Kvoterne skulle efter planen øges med 5 pct. i alt tre gange fra februar 2019 til juni 2021. Det vi hører er, at forhøjelsen muligvis vil blive nedjusteret til 3 pct., men EU er først klar med en endelig afgørelse i oktober, så det er med forbehold, siger Brian Alexis, head of SCM & KAM operations, Lemvigh-Müller.

Er der en synsk til stede?
Han pointerer, at det nærmest kræver synske evner at vurdere prisudviklingen på stålmarkedet lige nu, fordi der mangler afklaring på netop kvoterne, brexit og handelskrigen.

- Det vi ved er, at prisudviklingen generelt set er gået nedad siden 2018, og nu og her ser vi et mindre prisfald på flade produkter, selvom enkelte værker forsøger at få prisstigninger igennem, lyder det fra Brian Alexis.

Gang i byggeriet og industrien
Den nedadgående prisudvikling til trods er der generelt god aktivitet på det danske marked.

- Der er mange store byggeprojekter i gang i Danmark, ikke mindst erhvervsbyggeriet er der stor aktivitet indenfor, siger Maria Steen, afdelingschef, Bygge og Anlæg, Lemvigh-Müller.

Store sygehusprojekter snart færdige
Flere af de store sygehusprojekter er dog ved at være færdigbyggede, fortæller hun, og der kan derfor komme et lille fald i efterspørgslen i fjerde kvartal. Sker det, kan det medføre prisfald på armeringsstål - alt afhængig af de tre sorte heste på stålmarkedet: Brexit, handelskrigen og EU's kvoteordning.

- Især når brexit er afsluttet og der er kommet ro på efterspørgslen syd for grænsen, kan vi forvente mere ro på markedet for armeringsstål, siger Maria Steen.

Holder øje med Tyskland
Lemvigh-Müllers ståleksperter holder øje med situationen syd for grænsen. Tysk økonomi er påvirket af handelskrigen mellem USA og Kina. Det seneste år er der sket et fald i den tyske bilproduktion på 11 pct., fordi eksporten til Kina, som normalt er en stor aftager af tyske biler, er aftaget.

- Hvis der kommer recession i Tyskland, vil det være noget, der kan påvirke Danmark. Men ingen ved, hvordan handelskrigen udvikler sig. Foreløbig har vi levet med den i knap 400 dage, hvor vi har haft høj aktivitet, som også ser fornuftig ud, når vi kigger lidt frem. Lige nu og her sukker stålmarkedet mest efter en afklaring på brexit og EU-kvoterne. Hvis brexit træder i kraft som planlagt 31. oktober, og EU samtidig bliver klar med en justeret kvoteordning, vil det kunne give noget ro på bagsmækken og stabilisere priserne. Vi er forhåbentlig meget klogere i slutningen af fjerde kvartal, siger Brian Alexis.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094