Vestas: Vi kæmper med rygtet
Et positivt halvårsregnskab med et stort ordreindtag samt nedgang i både arbejdsulykker og tab af produktionstid skal være med til at forbedre vindmølleproducentens image.
- Da jeg blev bedt om at fortælle om udfordringer for Vestas og så, jeg kun havde 40 minutter, så tænkte jeg, at det blev en udfordring i sig selv, indledte Carsten Hedemann med fortsættelsen:
- For tre år siden fik vi at vide, at Vestas var det mest spændende sted at arbejde overhovedet. I dag er det sådan, at min nabo siger: ”Nå, du har da stadig firmabilen”, hver dag når jeg kommer kørende hjem i indkørslen.
Udsigt til travlt andet halvår
Carsten Hedemann opsummerede derfor to primære udfordringer for Vestas: at forbedre koncernens rygte samt at føre eksekveringen af de mange nye ordrer ud i livet.
For egentlig går det ikke så skidt hos Vestas endda.
Vestas kunne for tre uger siden fremlægge et halvårsregnskab, hvor omsætningen var steget med 31 % til 2,461 mia. euro, mens indgangen af faste og ubetingede ordrer lød på 2.895 MW.
Og med udsigt til et traditionelt travlt andet halvår, skal Vestas nu holde tungen lige i munden for at føre ordrerne ud i livet til den aftalte tid.
Antallet af arbejdsulykker falder
Samtidig handler det om at forbedre imagekontoen, som efter første halvår af 2011 fik sat ekstra point ind, ifølge Carsten Hedemann.
Vestas har nemlig nedbragt antallet af arbejdsulykker til det laveste nogensinde. Ambitionen er maksimalt at have 5,0 arbejdsulykker pr. en million arbejdstimer, og med 3,2 arbejdsulykker i første halvår er man godt på vej til at leve op til målet, som i øvrigt lyder på 3,0 for 2012.
Nedetid er reduceret
Samtidig er det lykkedes Vestas at reducere den såkaldte Lost Production Factor, der dækker over perioden, fra møllen er opsat, hvor den ikke producerer fuldt ud, til den er ved fuld styrke.
Her er Vestas nede på 2,5 % af møllens samlede levetid, som er på cirka 20 år.
Netop vindmøllernes holdbarhed er et af de fokuspunkter, Vestas i øjeblikket bruger stor energi på. Som et eksempel fortalte Carsten Hedemann, at en bil kører 500 timer om året med to servicebesøg – mens en vindmølle til gengæld kører 8.760 timer om året med to servicebesøg.
De sidste 3 % betyder alt
Endelig er der arbejdet med at effektivisere vindmøllernes produktion, som fortsat kan forbedres.
- 97 % af den vind, der passerer gennem vindmøllerne, og som det er muligt at benytte, bruges til strøm i en eller anden form. De sidste 3 % betyder alt for vores kunder, understregede Carsten Hedemann.
Klarede den ikke til tiden
Vestas-oplægget sluttede med en mulighed for at stille spørgsmål for de tilhørende leverandører, der blandt andet ville vide, hvor hårdt Vestas fokuserer på bæredygtig produktion i fremtiden.
- Det ser vi slet ikke trænge sig på. Det er allerede ved at gennemsyre det hele. Sustainability fylder rigtigt meget i Vestas, og vi er allerede ved at udarbejde grønne regnskaber. Vi vil gerne selv være i stand til at leve op til egne krav, før vi ruller det ud til leverandørerne. Det bliver mere et must – a way of life, understregede Carsten Hedemann, som i øvrigt ikke klarede udfordringen med at fortælle om Vestas’ udfordringer inden for den planlagte tidsramme.