Maskinfabrik får støtte til effektivisering af teglværksindustrien
Den sønderjyske leverandør af maskiner til teglværksindustrien – Fr. Petersen Maskinfabrik i Smøl ved Broager – har netop modtaget 1,2 mio. kr. fra Innovationsfondens InnoBooster-pulje.
Bevillingen skal bruges til udvikling af et nyt, innovativt maskinkoncept til fremstilling af en ny type blødstenspressemaskiner med lavere fremstillingspris, færre vedligeholdelsesomkostninger og reduceret energiforbrug.
De samlede udviklingsomkostninger løber op i knap 4 mio. kr. Undervejs i projektet skal maskinerne testes hos Vesterled Teglværk i Nybøl mellem Sønderborg og Gråsten,
Kigger mod Østeuropa og Asien
De nye maskiner ventes at reducere fremstillingsomkostningerne med godt 1 mio. kr. i forhold til de maskiner, teglværksindustrien anvender i dag. Maskinen får en enkel opbygning, og det reducerer teglværkernes vedligeholdelsesomkostninger og reducerer energiforbruget.
Markedet for de nye maskiner er udover den eksisterende teglværksindustri i Europa, teglværker i Østeuropa og Asien, hvor forventningerne især er store til det indiske og pakistanske marked. På sigt forventer Fr. Pedersens Maskinfabrik af InnoBrick, som projektet er døbt, betyder ansættelse af nye medarbejdere. I dag har virksomheden 35 ansatte.
- Sønderborg Vækstråd har givet os uvurderlig hjælp. Uden den støtte var vi aldrig lykkedes med ansøgningen, og dermed havde vi ikke kastet os ud i det innovative projekt, siger administrerende direktør Henrik Leimand.
De første maskiner ventes på markedet i løbet af 2021.
Det bliver den 38-årige mekatronikingeniør Christian Nicolaisen, der skal stå i spidsen for projektet. Han har tidligere været ansat hos Agramkow i Sønderborg og Linak i Guderup.