23948sdkhjf

Billeder: Dyk ned i 55 års HI-storie

Royal indvielse, cerutdrys og 10-doblet messeareal. For 55 år siden åbnede den første Håndværker- og Industrimesse i Herning.

I 1953 blev der taget første spadestik til en udstillingshal midt i i Herning by. Visionerne var store - og byggeriet var spektakulært. Derfor var det også en opsigtsvækkende begivenhed, da hallen på 1.600 kvadratmeter blev indviet den 20. maj 1954.

Ambitionerne var faktisk så store, at hallen - der senere blev til Herning Kongrescenter - ikke var nok. Derfor valgte man at bygge flere haller, denne gang uden for byen. Og ni år senere - i 1963 - åbnede den første messe under navnet Håndværker- og Industrimesse i messehallerne på Vardevej.

HI-messen var en realitet, og åbningen skulle blive startskuddet til noget stort.

Gennem et halvt århundrede er visioner og ambitioner vokset i takt med udvidelsen af messehallerne. Og om lidt åbnes dørene til HI-messe igen. En messe, der ser en del anderledes ud end den første messe i 1963.

Kong Frederik indviede
Da HI-messen blev en realitet i 1963, skete det i fem nye haller på i alt 10.000 kvadratmeter.

Det var Kong Frederik den IX, der åbnede den første Håndværker- og Industrimesse. Messen samlede den danske industri over hele 10 dage med et fokus på handel og industri, men også som et generelt mødested for et bredere publikum.

Det scenarie har siden ændret sig markant. Den faglige kvalitet er nu i fokus, ligesom det i højere grad handler om at hive de rigtige udstillere og de rigtige gæster til Herning med inspiration og netværk for øje.

Og ikke mindst er 10.000 kvadratmeter i 1963 blevet til 110.000 kvadratmeter i 2019. Siden afholdelsen af den første HI-messe i 1963 er messecentret på Vardevej blevet udbygget i takt med behovet. Senest med opførelsen af Hal M, der er Danmarks største søjlefrie multihal på 12.000 kvadratmeter.

Logistik til Herning
Det har gennem årene ikke kun været messehallerne og de arbejdspladser, de har bragt med sig, der har haft betydning for Herning og Midtjylland generelt. Infrastrukturen har gennem årene også ændret sig markant.

Messen var således direkte årsag til kontrakten med Falck-Zonen om beflyvning til Herning Flyveplads ved Skinderholm med fire Heron-maskiner. I 1965 oprettede SAS i samarbejde med MCH en helt ny indenrigsrute, København-Karup-København, under HI ‘65. Ruten blev en forløber for den permanente indenrigsrute til Karup, der åbnede senere.

HI-messen var også - i 1968 - årsag til et direkte tog til “Station Herning Hallerne ", der blev anlagt til Jydsk Teknologisk Instituts jubilæumstog. Senere har man i flere omgange benyttet stationen til IC3-særtog fra København, Sjælland og Fyn. Men især bygningen af Storebæltsforbindelsen og motorvejen til Herning har i de seneste år betydet, at man nu meget hurtigere og lettere kan komme fra Østdanmark til Herning.

Se mere om messen Artiklen er en del af temaet HI 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094