Maskine solgt på HI's første dag
"Maskinsalg på Hi-messens første dag!"
Det var tirsdag overskriften på HI-messen for AVN Pladeteknik, som solgte en Lissmac afgratningsmaskine på første messedag under messen til firmaet JE Laser, som er specialiseret i laserskæring.
- Vi har valgt, at investere i en Lissmac afgratningsmaskine, da vores kunder i stigende grad har efterspurgt denne ydelse fra os. Vores kunder har førhen selv varetaget afgratningen eller har fået det gjort ude i byen, derfor var det naturligt for os, at høre på vores kunders ønsker og tilbyde kunderne denne mulighed, siger ejer John Ellegaard fra JE Laser om købet.
Rart at se maskinen i praksis
Han fik fremvist LISSMAC maskinen i går og fik talt med både konsulenter fra AVN Pladeteknik og Lissmacs tyske repræsentant, så var det lige præcis sådan en afgratningsmaskine, han var ude efter til virksomheden.
- Lissmac maskinen kan både kantafrunde og afgrate i én arbejdsgang og så får emnerne en flot overfladefinish. Det var også rart, at kunne se maskinen i praksis på standen og få svar på alle de spørgsmål, som vi havde. Nu hvor vi havde chancen på Hi-messen for at møde eksperterne, siger John Ellegaard.
Han peger på, at virksomhedens styrke er fleksibilitet.
- Vi er rigtig gode til at håndtere små og mellemstore ordre, derfor garanterer vi også max. 3 hverdages leveringstid. Vi tager selvfølgelig også store ordre ind - og nu kan vi så også tilbyde afgratning af emne, siger John Ellegaard fra JE Laser.
Glæde hos AVN Pladeteknik
Hos AVN Pladeteknik vækker salget glæde.
- Vi er glade og stolte over den tillid, som John Ellegaard har vist os ved at lægge ordren på Lissmacs afgratningsmaskine her på Hi-messen. Vi ser frem til at levere maskinen – direkte til JE Laser, så snart messen slutter, siger direktør for AVN Pladeteknik, Christian Madsen.
Artiklen er en del af temaet HI 2019.