Scape flirter med Sydkoreas bilindustri
En studietur til Sydkorea er blevet til et nyt partnerskab for robotproducenten Scape.
Channel manager for Scape Technologies, Henrik K. Nielsen, har efter sin deltagelse i Robot World 2019 i Seoul etableret et samarbejde med den sydkoreanske distributørvirksomhed JiT.
Det betyder, at Scape nu kan få foden inden for i blandt andet den sydkoreanske bilproduktion.
- Sydkorea er et meget stort marked for robotteknologi og det land med flest robotter per indbygger. Vi forventer os derfor meget af partnerskabet med JiT, som må siges at være en stærk partner for os. De er særligt veletablerede i både bil-, marine- og elektronikindustrien, med kunder som blandt andet Hyundai og LG, som alle er fokussegmenter for Scape, siger Henrik K. Nielsen i en pressemeddelelse.
Den nye partneraftale udløste også et salg af den første bin-picking løsning fra Scape, der nu er godt på vej i SydKorea.
Den nye partner, JiT, har været i branchen siden 1991 og er et velkendt navn i Sydkorea.