Dansk kølevirksomhed solgt til installations-kæmpe
Bravida Danmark har indgået aftale om køb af samtlige aktier i ICS Industrial Colling Systems.
ICS er specialister i løsninger inden for køl og varme. Virksomheder har 67 medarbejdere, omsætter for 120 mio. kr. og har afdelinger i Jylland og på Sjælland.
- ICS er en af de førende industrielle kølevirksomheder i Danmark med afdelinger i Roskilde, Vojens og Århus, og virksomhedens profil passer godt til Bravida og vores ønske om stå stærkere inden for service i hele Danmark. De medarbejdere, der nu bliver en del af Bravida, har specialistkompetencer, som styrker os inden for forretningsområderne frugtmodning, industrielle køleprojekter, og især det hastigt voksende industrielle varmepumpemarked. Det er kompetencer, som vi oplever bliver mere og mere efterspurgt, siger regionsdirektør i Bravidas region specialer, Søren Raun Frahm.
Administrerende direktør i ICS, Jan Lund Pedersen, tilføjer::
- I ICS har vi mange års erfaring med at designe og opbygge større anlæg til industriel køl og ser frem til at blive en del af en større koncern, hvor vores dygtige medarbejdere får muligheden for at udvikle sig. Det har været vigtigt for os at finde den rette køber med den fornødne størrelse og kompetencer, som betragter køleinstallationer og varmepumper som et specialiseret forretningsområde. Det giver os muligheden for fortsat at tilbyde vores kunder specialistviden og den bedste service.
Købet er betinget af konkurrence- og forbrugerstyrelsens godkendelse.