Siemens Gamesa lukker taiwansk storordre
Den tysk-spanske vindmølleproducent har nu fået den endelige ordre på det 376 MW store Formosa 2-projekt.
Ordren består af 47 styk SG 8.0-167 DD-vindmøller, som skal installeres ud for kysten i Miaoli-regionen i det nordvestlige Taiwan.
Udover selve vindmøllerne indeholder ordren blandt andet en 20-årig serviceaftale.
Installationen af vindmøllerne skal efter planen begynde i 2020.
Havmølleparken ligger tæt på Formosa 1, som består af 22 Siemens Gamesa-møller.
- Vi er glade for at kunne annoncere en positiv investeringsbeslutning og er nu klar til at begynde opførelsen af Formosa 2-havmølleparken, siger Kimberley Cram, project director på Formosa 2.
- Når den er færdig, vil Formosa 2-havmølleparken producere nok grøn strøm til at forsyne 380.000 husstande, tilføjer hun.
Med den seneste ordre er Siemens Gamesas ordrebeholdning i Taiwan nu tæt på 2 GW.