Maskinbygger udvikler mobil jordbehandling
Smedevirksomheden Belø producerer flere specialmaskiner, blandt andet denne jordbehandlingsenhed, der kan installeres på en lastbil, og som firmaet har været med til at udvikle.
Den løser problemet med opgravet jord i de store byer. Ofte skal jord køres væk til deponi, og det giver tung trafik i byerne, men flere europæiske byer giver nu tilladelse til at man kan lægge den samme jord tilbage i hullet efter afsluttet gravearbejde, forudsat at jorden ikke er forurenet.
Begrænser tung trafik
Systemet er meget udbredt i Tyskland, hvor man ser en fordel i at begrænse den tunge trafik i byerne. Det er en enhed, som kan tages med en hvilken som helst container-lastbil med kroghejs.
Jordbehandlingsanlægget sørger for at fjerne sten fra jorden, sådan at den stenfri jord kan lægges oven på rør og ledninger, uden at de risikerer at knække.
- Vores enhed blander jord med vand, og så kommer det ud som flydende jord, som er let at fordele, siger Bjarne Jacobsen, direktør for Belø Stål.
Stenene udgør kun en lille del af jordmassen, så derfor bliver behovet for jordkørsel meget mindre.
Belø indbygger el, vandinstallationer og et hydraulisk system. Så der er tale om et komplekst system, der kræver høj kompetence. Enheden markedsføres af en tysk virksomhed.
- Vi forventer os meget af dem, siger Bjarne Jacobsen.