23948sdkhjf

Ejerlederpris til Hydrema-ejer

Årets Ejerleder 2019 i Nordjylland er nu fundet. Prisen går til ejerleder Jan Werner Jensen, Hydrema Holding ApS, der har skabt vækst og mange nye arbejdspladser, samtidig med at han har formået at fastholde virksomhedens DNA under et generationsskifte.

Hydremas vision er at udvikle og producere hydraulisk entreprenørmateriel af den højeste kvalitet på markedet. Støvring-virksomheden har oplevet enorm vækst de seneste år og er på sit højeste niveau nogensinde med en omsætning på næsten 1 mia. kr.

- Jan Werner Jensen er omdrejningspunktet for virksomheden, og som ejerleder har han på imponerende vis formået at fastholde virksomhedens DNA under et generationsskifte med en markant anden ledelsesstil end sin far, der stiftede virksomheden i 1959, fortæller Torben Toft Kristensen, partner i PWC i Aalborg, der uddeler prisen sammen med Nykredit og Dansk Erhverv.

Han fortsætter:

- Jan har skabt en global virksomhed og et brand, der har stor succes på markedet. Han har udviklet og skabt vækst i virksomheden, samtidig med at han har udvidet medarbejderstaben og dermed skabt mange nye arbejdspladser. Jan har et stort fokus på, at en velkonsolideret virksomhed bliver skabt gennem udvikling og innovation, og han anser sine medarbejdere som virksomhedens vigtigste aktiv.

Innovativ og inkluderende ejerleder
Hydrema leverer et unikt produkt, der typisk er dyrere end hos konkurrenterne, og alligevel er kunderne villige til at betale den ekstra pris for maskinerne. Hos Nykredit fremhæver man, at Jan Werner Jensen har formået at skabe et brand ud fra visionen om effektivitet, driftssikkerhed og miljørigtigt udstyr - et brand som kunderne efterspørger:

- Jan forstår at differentiere sig fra konkurrenterne. For at imødekomme kundernes store efterspørgsel investerer Hydrema hele tiden i nye produktionsanlæg og i flere bygninger, og virksomheden udvikler kontinuerligt nye entreprenørmaskiner, der matcher kundernes ønsker og behov. Jans vision kommer tydeligt til udtryk gennem et stort fokus på innovation, siger viceregionsdirektør i Nykredit, Christian Vejling.

Hos Dansk Erhverv er man enig i, at Jan Werner Jensen er den rette vinder af Årets Ejerleder i Nordjylland 2019:

- Jan er indbegrebet af en ejerleder, der kæmper for sine visioner og ambitioner. Han har i et generationsskifte formået at fastholde og tiltrække medarbejdere til Hydrema, og han forstår at inkludere sine ansatte i driften såvel som i vigtige beslutninger. Han er en ildsjæl, der også under finanskrisen, hvor branchen var hårdt ramt, kæmpede for sin virksomhed, der i dag er en international succes, fortæller markedsdirektør i Dansk Erhverv, Jakob Ullegård.

Jan Werner Jensen vandt prisen foran Michael Hove, Commentor, og Brian Bundgaard, Lars Bartholomæussen, Lars Bo Pedersen, Morten Søgaard og Ole Schou, ejerledere i Jysk Pension.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12