23948sdkhjf

Presset stiger på SMV’ernes indtjening

Især de mindre og mellemstore virksomheder mærker et stigende pres på bundlinjen. Det viser en ny analyse, hvor Tekniq Arbejdsgiverne har undersøgt 300 virksomheder inden for metalindustrien.

Generelt er der tale om et fald i indtjeningen per medarbejder på i gen­nemsnit 11,3 pct. i forhold til året før. Det svarer til, at hver medarbejder i gennemsnit bidrager med cirka 99.000 kr. per år til virksomhedernes bundlinje.

Størst tilbagegang hos de små
Der er dog store forskelle på små og store virksomheder, viser undersøgelsen.

- Især kniber det for nogle af de mindre og mellemstore metal­industrivirksomheder at tjene penge, konstaterer Mads Graves, direktør i Tekniq Arbejdsgiverne.

- I virksomheder med 26-50 ansatte er indtjeningen næsten halveret i 2018 sammenlignet med året før og ligger i 2018 på gennemsnittet, det vil sige en indtjening på cirka 99.000 kr. per ansat. Også virksomheder i kategorien 11-25 ansatte tjener cirka 28 pct. mindre per medarbejder i 2018, uddyber han.

I de mindre metalindustrivirksomheder, som har 5-10 ansatte, faldt indtjeningen per medarbejder med cirka 24 pct. til knap 80.000 kr. per medarbejder i 2018, og hos virksomheder med 51-100 ansatte faldt indtjeningen per medar­bejder med lidt over 16 pct. til cirka 80.000 kr.

De store metalindustrivirksomheder, som er virksomheder med mere end 100 ansatte, var i forvejen den bedst indtjenende gruppe. Disse virksomheder øgede i 2018 indtjeningen per ansat med knap 12 pct. til et gennemsnit på knap 145.000 kr. per medarbejder i 2018.

Nordjyderne klarer sig bedst
Der er dog også betydelige geografiske forskelle på metalvirk­somhedernes indtjening.

- De nordjyske virksomheder er ifølge analysen danmarks­mestre i god virksomhedsdrift. De klarer sig generelt rigtigt pænt på alle områder, det vil sige både indtjening, soliditet, afkast på investeret kapital. Desuden har de den absolut laveste pengebinding i arbejdskapital, hvilket betyder, at de styrer den likviditet, der er bundet i for eksempel varelagre og debitorer, effektivt og er gode til at inddrive tilgodehavender fra kunder hurtigt, forklarer Mads Graves.

De nordjyske virksomheder har således- på trods af et mindre fald fra 2017 til 2018 - fortsat den markant højeste indtjening per ansat med cirka 163.000 kr. per ansat. Det er 60 pct. over gennemsnittet for de øvrige regioner.

Syddanmark er den eneste region, hvor indtjeningen per medarbejder er steget en smule – nemlig med 9 pct. til cirka 98.000 kr. per ansat.

Værst ser det ud for virksomhederne i hovedstadsområdet, hvor man kun tjener knap 4.000 kr. per ansat. Der knytter sig dog en betydelig usikkerhed til resultatet, da kun 16 virksomheder i hovedstaden er med i undersøgelsen, og hver enkelt derfor kan påvirke gennemsnittet i betydelig grad.

Læs hele analysen på Tekniq Arbejdsgivernes hjemmeside.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14