100.000 er ansatte hos ældre ejerledere
Op mod 100.000 danske job kan i løbet af en kort årrække blive påvirket af et ejerskifte, viser en ny analyse fra Handelshøjskolen i København (CBS).
Af analysen fremgår det, at godt 40.000 danske virksomheder er ejet og ledet af en person over 60 år, der inden for en kort årrække skal beslutte og gennemføre en plan for virksomhedens videreførsel. Tilsammen beskæftiger disse virksomheder ca. 100.000 mennesker, skriver erhvervsmediet DIBusiness.dk
Bag analysen står Niels Westergård- Nielsen, professor og akademisk leder ved CBS’ Center for Ejerledede Virksomheder (CEV). Han påpeger, at det primært er meget små virksomheder, der står foran et ejerskifte. Dertil er halvdelen af arbejdspladserne i virksomheder med mere end 50 ansatte.
- Rigtig mange danskeres job rundt omkring i lokalsamfundene afhænger af, at de lokale virksomheder bliver videreført. Så er det er ikke kun ejerlederen selv, men også medarbejdernes hverdag, der er på spil, siger Kent Damsgaard, direktør i Dansk Industri (DI).
Giv retskrav på værdiansættelse
Regeringen vil i forbindelse med finansloven for 2020 hæve skatten på generationsskifte fra fem til 15 procent, hvilket vil gøre det dyrere for næste generation at overtage familievirksomheden. Skatteforhøjelsen bremser ifølge DI virksomhedernes investeringsmuligheder og kan få flere ejerledere til at udskyde generationsskiftet.
- Der bør i stedet skabes nogle langt mere klare regler, så man rundt omkring på virksomhederne i god tid kan planlægge generationsskiftet og gennemføre det uden at det dræner virksomheden for de penge, der ellers skal gå til investeringer i udstyr og arbejdspladser, siger Kent Damsgaard til DIBusiness.dk
Dansk Industri efterlyser især, at virksomhederne får et retskrav på en skematisk værdiansættelse af virksomheden på tidspunktet for overdragelsen.