Red Horse vinder Initiativpris
Ganske diskret har Skanderborg-virksomheden med det særprægede navn opnået en stærk global position inden for udviklingen og produktionen af nitter, skruer og ankersystemer til bygge- og industrikunder i hele verden.
Virksomhedens navn, Red Horse, har ikke noget med heste at gøre. Navnet stammer fra den gård, hvor virksomheden blev grundlagt, og hvor den ”røde hest” græssede. Det var samme hest, som var et både loyalt, stærkt og arbejdsomt dyr, der gav inspiration til virksomhedens navn og kultur.
- Vi har fulgt virksomheden i flere år og set, hvordan de år for år har udvidet virksomheden uden at gøre større væsen af sig. Vi kan se, hvordan de modigt og dygtigt og med et globalt tankesæt har placeret sig flot på deres marked. Det vil vi gerne anerkende ved at give dem dette års Initiativpris i Østjylland, siger formand for DI Østjylland, Anders Strange.
Som motivation for prisen lægger DI Østjylland særligt vægt på, at Red Horse har præsteret markant vækst gennem flere år – både i omsætning, på bundlinjen og i antallet af medarbejdere. Desuden er det interessant, at virksomheden - ved investering i og udvikling af ny teknologi - medvirker til at markere Danmark som et førende fremstillingsland.
"De gør det bare"
- Det er ikke noget, virksomheden har et stort behov for at brede sig med. De gør det bare og er ude ved deres kunder over hele verden, hvor de ofte udfordrer kundernes traditionelle måde at arbejde med befæstigelsesløsninger på. Det er med til at sikre, at kunderne træffer de rette valg og vælger de rigtige løsninger. Det fortjener anerkendelse, siger Anders Strange.
Det tæller samtidig på positivsiden for DI Østjylland, at virksomheden har et tæt samarbejde med blandt andet Ingeniørhøjskolen i Århus, hvor det er sat i system, at virksomhedens ansatte ingeniører afsætter et vist antal timer til at hjælpe ingeniørstuderende, der kommer ind i virksomheden. Tilsvarende samarbejde er under opbygning med andre uddannelsesinstitutioner.
Stolte over anerkendelse
Red Horse tager imod Initiativprisen med den samme ydmyghed, som er kendetegnende for den måde, virksomheden bliver drevet på.
- Vi er naturligvis stolte over at modtage DI’s Initiativpris, som vi betragter som en anerkendelse og markering af, at vi ”gør noget i rigtig retning”, siger Claus Dissing, direktør og ejer af Red Horse.
- Vi har konstant og flittigt fokuseret på vores kerneforretning og sikret, at vi er blevet stærke specialister.
Samtidig har vi altid været tæt på kunderne, hvor vi pragmatisk sætter os ind i kundernes behov, og hvor vi altid tilstræber at nytænke den måde, som kunderne udfører deres montager på. Proaktivitet og en uformel organisation, der kæmper bravt for at skabe resultater, er grundlæggende årsager til, at vi altid har kunnet præstere en god vækstrejse, siger Claus Dissing.