Vild plan samler vindmølleindustrien
- Vi ved ikke, hvordan vi når dette mål, og hvis vi vidste det, ville målet heller ikke være ambitiøst nok.
Sådan sagde Danmarks klima, energi- og miljøminister Dan Jørgensen under åbningen af den store vindmølleevent Wind Europe Offshore 2019, som finder sted i disse dage i Bella Center.
Ministeren henviste dermed til den fælles europæiske ledestjerne opsat af EU-kommissionen om at nå en produktion på 450 GW vindenergi på havet i år 2050.
450 GW svarer til 30 pct. af det europæiske energiforbrug og er en 20-dobling i forhold til offshore-produktionen i dag.
Læs også: Kronprinsen vild med vindmøller
Målet 450 GW gennemsyrer hele tankegangen hos både industri, energiselskaber og politikere i Bella Center, og de 450 GW gik også igen i de mange taler under åbningskonferencen.
- 3 pct. af havet kan levere 30 pct. af strømmen i vores elforbrug, og det kan vi gøre i samspil med naturen. Det er en gylden mulighed for Europa, men hvordan får vi det til at ske, sagde Gunnar Groebler fra Wind Europes bestyrelse fra talerstolen.
For der bliver i Bella Center ikke lagt skjul på, at det vrimler med uafklarede spørgsmål i forhold til det ambitiøse mål om 450 GW i 2050.
Hvor skal møllerne stå, eller skal de flyde, når de lavvandede pladser er optaget, hvordan skal de enorme mængder strøm håndteres i energinettet, og hvordan skal industrien håndtere både logistik og produktion af de konstant større og større møller.
Det er blot nogle af de mest centrale spørgsmål.
- Er industrien klar til at levere, spurgte Gunnar Groebler retorisk i sin åbningstale, og svarede selv ”ja” på spørgsmålet.
Samarbejde nødvendigt
De ambitiøse udmeldinger kommer på et tidspunkt, hvor udgiften og omkostninger på vindmøllestrøm falder og falder, og den aktuelle lave kostpris per kW og fortsat faldende produktionpriser på strømmen er udgangspunktet for den massive udbygning.
Administrerende direktør Jan Hylleberg fra Wind Denmark pegede i sin åbningstale på, at løsningerne på de store udfordringer skal findes i samspil på tværs i sektoren, for målet på 450 GW stiller store og nye krav til både samarbejde og innovation.
De krav er energiselskabet Ørsted klar til at løfte, slog Ørsted Wind Powers administrerende direktør Martin Neubert fast under åbningen i Bella Center.
- Vi har en kæmpe udfordring, og vi har en kæmpe mulighed. Vi skal tage aktion, og vi skal gøre det nu, sagde Ørsted-direktøren.