Historisk vindmølle rives ned
En vindmølle, der blev opført i 1957 og i dag regnes som alle moderne vindmøllers moder, er på vej til at blive revet ned. Dermed vil et stykke dansk industrihistorie forsvinde. Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.
Den historiske forsøgsmølle står allerede uden en nacelle, og den forestående nedrivning bliver kulminationen på en uenighed mellem ejeren af møllen og ejeren af den jord, møllen står på ved Gedser på Sydfalster.
Konflikten opstod, da det i oktober blev klarlagt, at det er Lasse Kold, der er ejer af vindmøllen, og ikke Gitte Ahrenkiel. Hun ejer blot jorden, møllen står på, og er nærmeste nabo til betontårnet.
Gitte Ahrenkiel drømte om at restaurere den historiske mølle med en kopi af den oprindelige nacelle, mens ejeren, Lasse Kold, håbede på fortsat at bruge en moderne nacelle til at generere strøm og indkomst.
- Jeg prøvede at lave en aftale med Gitte Ahrenkiel om, at jeg kunne lade møllen stå og lave strøm, indtil hun havde økonomi til at få genopbygget møllen. Men det ville hun ikke. Og jeg blev bedt om at pille møllen ned, så det gør jeg - og tårnet bliver så også til vejfyld. Jeg vil gerne vedstå, det er en skam at rive den ned. Men det er blevet en principsag, fordi hun (Gitte Ahrenkiel, red.) er så stejl i det, at vi ikke kunne blive enige, siger Lasse Kold til Folketidende.
Gitte Ahrenkiel ærgrer sig over, det er kommet dertil.
- Vi havde hele tiden troet, at tårnet hørte til min ejendom. Men det er ikke tilfældet. Han (Lasse Kold, red.) forlanger, at jeg skal betale 200.000 kr. for møllen, og det tilbud forfalder 2. december. Så ved jeg ikke, hvad der sker, forklarer Gitte Ahrenkiel til Folketidende.
- Det koster mig flere penge at rive ned, end det gjorde bare at lade den stå. Men nu bliver den lavet til vejfyld, hvis hun ikke kan købe den af mig, forklarer Lasse Kold.
Originalartikel: https://folketidende.dk/Guldborgsund/Nu-ryger-vindmoellen/artikel/530214