23948sdkhjf

Nyt ukrainsk selskab: Damstahl sætter turbo på digitaliseringen

Damstahl vil geare digitaliseringen gevaldigt op. Derfor står den rustfri stålgrossist bag etableringen af Slize Digital, der er et nyt selskab indenfor digitalisering. Selskabet får hjemme i den ukrainske hovedstad Kiev.

Slize Digital er et konkret eksempel på, hvordan rustfri ståldistribution og det digitale univers er smeltet sammen, fortæller grossisten.

- Dermed ændrer digitaliseringen sig fra at være en perifer ydelse til en kernekompetence, som vi også skal mestre, siger direktør Michael Lund, Damstahl.

- Vi har en klar vision om at være nummer et i Europa på digitalisering indenfor vores branche, derfor investerer vi nu i en start-up.

Branchemand i spidsen
Damstahl etablerer Slize Digital i partnerskab med Brian Kobberøe Fink, der med mange års erfaring både fra stålbranchen og B2B-handel er en kendt branchemand.

De seneste otte år har Brian Kobberøe Fink været bosiddende i Ukraine og netop arbejdet med udvikling af digitale platforme for virksomheden Ciklum, blandt andet som vice president of account retention and development.

- Jeg glæder mig til at kombinere mine mange års erfaring med rustfri stål - blandt andet fra Damstahl - og med at skabe kundeorienterede løsninger. Det er netop det, jeg brænder for, og en mulighed som denne med branchens førende aktør indenfor rustfri stål lader man ikke gå fra sig, siger Brian Kobberøe Fink.

Underleverandør-tiltag
Målet med Slize Digital er i første omgang at udvikle nye løsninger for Damstahl.

Samtidig giver etableringen i Ukraine også mulighed for hurtigt at udvide forretningen ikke bare indenfor Neumo Ehrenberg Gruppen, som Damstahl er en del af, men bestemt også udenfor.

- Specifikt vil vi også målrette de nye tiltag hele underleverandør-industrien, hvor vi oplever, at mange meget gerne vil med på digitaliseringsbølgen, siger Michael Lund.

Slize Digitals primære ydelser vil alle være centreret omkring den digitale transformation, som mange virksomheder står overfor. Der vil være et specielt fokus på web- og mobile commerce, serviceportaler og mobilapplikationer. Det suppleres med dataanalyse, der både kan bruges til at tilpasse oplevelsen til den enkelte kunde, men også som grundlag for datadrevne beslutninger i den enkelte virksomhed.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093