23948sdkhjf

Svenskere køber danske Damvig

Sveriges største leverandør af 3D-print, Prototal, overtager nu den danske 3D-printvirksomhed Damvig med base i Taastrup.

Det oplyser Prototal og Damvig i en fælles pressemeddelelse.

Her fremgår det, at Prototals køb af Damvig skaber synergier, der giver kunderne nye muligheder såvel inden for 3D-print som inden for beslægtede teknologier, forstærker markedspositionen og accelererer udbredelsen af 3D-print.

25 år gammel familievirksomhed
Damvig er en familiejet virksomhed, der gennem 25 år har opbygget en stor knowhow og et stærkt brand inden for 3D-print og løbende har investeret i ny teknologi og råder efter eget udsagn over branchens mest avancerede produktionsudstyr.

Virksomheden har en række af Danmarks største virksomheder på kundelisten ligesom også iværksættere og start-ups trækker på Damvigs kompetencer, teknologi og rådgivning.

- Damvig A/S har igennem årene gennemgået en rivende udvikling. Vores vision har altid været og vil fortsat være at udbrede kendskabet til og brugen af 3D-print. Med Prototal AB’s køb af Damvig A/S speedes udbredelsen af 3D-print op, siger administrerende direktør Susanne Damvig.

Hun peger på, at nuværende og fremtidige kunder med salget til Prototal får større kapacitet, øget adgang til en langt bredere produkt- og teknologiplatform og desuden et øget serviceniveau med hensyn til færdigheder og levering.

- Grundet den bredere pallette og det øgede kapacitetsloft kan vi fremover løse flere opgaver inhouse. Derfor forventer vi, at den nye ejerstruktur øger væksten yderligere i de kommende år, siger Susanne Damvig.

Damvig har de senste år præsteret en årlig vækst i omsætningen på 20 pct.

Prototal: Forstærker position
Med Prototals køb af Damvig forstærker den svenske virksomhed sin position som en af Skandinaviens største aktører inden for 3D-print af polymer-materialer.

Prototal oplyser, at ambitionen er markedsudvidelse, øget innovation og yderligere teknologiinvesteringer, der giver fremstillingsvirksomheder i ind- og udland endnu flere muligheder for at drage fordel af 3D-prints store potentiale.

- Vi er meget tilfredse med købet af Damvig A/S. Det gode samarbejde, vi har haft i årenes løb med Damvig styrkes, og Damvig bliver en naturlig del af vores forretning. Som en del af Prototals nye fokusområde – digital produktion af plastikkomponenter – forstærker købet af Damvig muligheden for, at vi kan levere høj service til nuværende og kommende kunder gennem øget lokal tilstedeværelse, siger Henrik Lundell, CEO, Prototal.

Prototal Industries fremstiller prototyper og serieprodukter i plast og er pionér i Sverige inden for 3D-print. Prototal løser blandt andet low volume serieproduktion inden for sprøjtestøbning. Virksomheden har en omsætning på 255 mio. kr. og har 175 medarbejdere på fem lokationer, hvor 100 medarbejdere er beskæftiget på hovedfabrikken i Jönkjöping.

Damvig-søskende bliver
Indtil salget har Damvig været ejet af søskendeparret Susanne og Jesper Damvig. De fortsætter begge i virksomheden, der fortsat vil blive drevet under navnet Damvig A/S, og virksomheden vil også fremover være beliggende i Taastrup, København.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089