Siemens Gamesa tæt på amerikansk rekordordre
Den spansk-tyske vindmølleproducent er blevet udpeget som foretrukken leverandør til det 2,64 GW store Dominion Energy Virginia Offshore Wind-projekt, der skal opføres ud for Virginias kyst i det østlige USA. Det oplyser Siemens Gamesa i en pressemeddelelse.
Der er tale om det største offshore-projekt i USA til dato.
Det er endnu ikke besluttet, hvor mange vindmøller og hvilken model projektet skal baseres på. Derudover mangler også en endelig investeringsbeslutning fra Dominion Energy.
Når vindmølleparken efter planen er i drift i 2026, vil den kunne producere strøm nok til 650.000 gennemsnitlige amerikanske husstande.
Dominion Energy er i forvejen offshore-kunde hos Siemens Gamesa. Lige nu er man i gang med installationen af to styk SWT-6.0-154-vindmøller, som bliver sat i drift i løbet af 2020. De skal fungere som test for den nye havmøllepark.