23948sdkhjf

Scandlines med i indledende forsøg på at genbruge komponenter

Reflow Maritime står sammen med Scandlines og flere andre bag nyt projekt med genbrug støttet af Den Danske Maritime Fond

Mange af de tekniske komponenter i et skib kan genbruges, når de bliver skiftet ud, men kun meget få bliver det, selvom det vil være en gevinst for klimaet og potentielt også økonomien. 

Det er baggrunden for, at en række danske aktører nu sammen med Reflow Maritime har fundet sammen i et projekt med støtte fra Den Danske Maritime Fond. Formålet med projektet er at finde en fælles standard for, hvordan man opgør den CO2-besparelse, der opstår, når man genbruger dele fra skibene i stedet for at skrotte dem.

Blandt deltagerne i projektet er blandt andre Scandlines. 

Det er helt naturligt for Scandlines at tænke grønt – og dermed at støtte udviklingen af en standardiseret model for beregningen af CO2-udledning i den maritime industri, siger Scandlines kommunikationschef Anette U. Svendsen i en pressemeddelelse.

FAKTA – Projektet

Formål: At skabe en standardiseret model for CO2-besparelsen ved genbrug af komponenter på skibe.

Deltagere:

  • CBS Maritime
  • Chris Maritime
  • Danske Maritime
  • Iron Pump
  • Maritime Development Center
  • Marine Fluid Technology
  • PJ Diesel Engineering
  • Port-Safety
  • Scandlines

Som Jern & Maskinindustriens søstermedie Søfart tidligere har skrevet, er Reflow Maritime et nystartet selskab, som ved hjælp af software vil gøre shipping-branchen i stand til at genbruge komponenter i langt højere grad, end det sker i dag. I Reflow ser administrerende direktør og grundlægger Rasmus Elsborg-Jensen det aktuelle projekt som et grundlæggende skridt på vejen. 

- Projektet og udviklingen af en fælles beregningsmodel er en vigtig byggesten i fundamentet for den maritime industris fremtidige indsats inden for brugen af cirkulær økonomi. Det danner belæg for, at vi skal blive bedre til at genanvende og genbruge, siger han i meddelelsen.

Beregningsmodellen skal blandt andet laves ved at udarbejde livscyklusvurderinger af udvalgte komponenter på tværs af industrien. Dernæst gælder det om at beregne faldet i CO2-udledningen for hver brugscyklus, hvor komponenten genanvendes. Der vil blive taget højde for forskellige miljøbelastninger i produktionen såsom kemiske processer, materialer og produktionsmetoder.

Blandt de andre deltagere i projektet er PJ Diesel, som i forvejen har lang erfaring med at forlænge levetiden for komponenter. 

- At deltage i et projekt som dette vil give os nogle værktøjer til at kortlægge den miljømæssige fordel, som rekonditionering ofte medfører. Vi ser frem til at samarbejde med de andre partnere om dette spændende og ambitiøse mål, siger Anders Bruun, der er teknisk direktør i PJ Diesel Engineering.

Projektet forventes at løbe over fem måneder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14