Scape-stifter: Vil man ekspandere i Kina, skal softwaren passe dertil
Scape Technologies har afsat en betragtelig del af udviklingsbudgettet for 2020 til at relancere softwareplatformen på deres Bin-Picking system.
Målet er at gøre systemet så nemt, at Scape Technologies kan rykke implementeringen ud til partnerne verden over i stedet for at stå med opgaven selv.
- Ideen med den simplificerede software er, at vores partnere skal stå for salget af produktet og implementeringen, så vi kan koncentrere os om at udvikle, siger Rene Dencker, der er stifter af og CTO i Scape Technologies, og fortsætter:
- Især i Kina er uddannelsesniveauet ikke så højt som i Europa, og dermed er kravene også anderledes til brugeroplevelsen i den software, der følger med produkterne. Det har været en god læring for os at få ved at gå ind på det marked. Hvis man vil ekspandere i Kina, så skal softwaren passe dertil, siger Rene Dencker.
Født med en iPad i hånden
Han tilføjer, at der også er en tendens på markedet, hvor systemer bliver mere intuitive.
- Der er sket vildt meget på området for brugerflader og brugeroplevelser på bare fem år. Generationerne efter min er født med en iPad i hånden, og de er vant til en måde at navigere på, der er mere intuitiv, end da de første systemer kom. Vi er nødt til at følge med den strøm, siger Rene Dencker.
Han tilføjer, at Scape Technologies også har lært, at software til Kina også skal foregå på kinesisk, for at virksomheden har en realistisk chance på markedet.
Kigger til Japan
Relanceringen skal rulles ud til alle markeder, hvor Scape Technologies er nu, og måske den også betyder indtog i nye lande, siger Rene Dencker.
- Vi har kig på Japan, fordi de har en stor bilindustri, som vores Bin-Picking passer godt til. Så det er klart et interessant marked for os. Men vi kigger også andre steder i Asien, hvor bilindustrien er stor, siger han.
Scape Technologies regner med, at den relancerede software bliver rullet ud i løbet af første halvår 2020.