23948sdkhjf

UR og MiR investerer kvart milliard i ny dansk fabrik

Et kæmpe byggeri med plads til de to robotvirksomheder MiR og Universal Robots. Det er, hvad der skal bygges inden længe i det sydlige Odense tæt ved motorvejen. Byggeriet kommer til at koste en kvart milliard kroner.

MiR og Universal Robots, som begge er ejet af amerikanske Teradyne, skal arbejde i den samme bygning på Energivej i Odense, tæt ved Universal Robots nuværende hovedsæde. 

- Danmark har et stærkt forspring på det globale marked for cobots. Derfor giver det rigtig god mening, at vi investerer ambitiøst i at bygge verdens største hub for cobots netop her i Odense, udtaler Thomas Visti, adm. dir. for Mobile Industrial Robots.

- Jo stærkere et fagligt miljø og jo bedre faciliteter vi kan tilbyde, jo mere attraktivt er det for talenter fra hele verden at tage til Danmark for at arbejde med cobots, siger han.

Bygningen bliver på 32.000 kvm. Universal Robots har længe manglet plads i byggeriet på Energivej og har måttet leje lokaler ude i byen.

- Efterspørgslen på danske cobots betyder allerede, at vi er ved at vokse ud af rammerne i vores nuværende domiciler i Odense både hos Universal Robots og MiR, udtaler Jürgen von Hollen, adm. dir. for Universal Robots.

- Vi er derfor glade for, at vi har mulighed for at investere langsigtet i det unikke robotmiljø, vi har været med til at opbygge gennem de sidste 10 år, siger han.

Med det ny byggeri vil alle de to virksomheders aktiviteter blive samlet på ét og samme sted. Men bofællesskabet betyder ikke, at de to virksomheder vil slå funktioner sammen.

- Virksomhederne vil (..) forsætte som separate selskaber, og målet er ikke at sammenlægge afdelinger. Formålet at skabe et tiltrækkende miljø, som kan facilitere den fortsatte vækst, som forventes af de to virksomheder de kommende år, skriver selskaberne i en fælles pressemeddelelse.

Mobile Industrial Robots og Universal Robots har sammen købt en 50.000 kvm byggegrund på Energivej, som skal lægge jord til byggeriet.

Den danske robotindustri er kraftigt voksende. Således har MiR over de sidste to år øget medarbejdertallet med 100, og Universal Robots har øget tallet med 270. De to virksomheder har i dag henholdsvis 220 og 700 medarbejdere globalt. Heraf arbejder broderparten i Odense.

Opdateret: Ved en fejl fremgik det af den oprindelige artikel, at byggeriet var på en halv milliard. Det korrekte tal er en kvart milliard. Redaktionen beklager fejlen. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094