23948sdkhjf

Danske testsystemer skal automatisere olieindustrien

Investeringslysten er stor i olieindustrien, hvor der særligt i et land som Norge fortsat bliver postet adskillige milliarder i optimering samt nye teknologier og udstyr.

Ifølge tal fra Statistisk Sentralbyrå forventes det samlede investeringsniveau for i år at nå op på godt 183 mia. norske kr., hvilket er en stigning på 18 pct. sammenlignet med 2018. 

Den udvikling mærker de også til hos den nordjyske virksomhed Serman & Tipsmark, der blandt andet leverer hydraulikløsninger til norske olievirksomheder. Ifølge teknisk chef hos Serman & Tipsmark Henning Bach Dybro er især automatiseringsløsninger i høj kurs:

- Vi ser et enormt potentiale i olieindustrien, som hele tiden afsøger markedet for nye løsninger, der kan hjælpe dem med at optimere produktionen. Som i mange andre industrier er det ofte med henblik på at nedbringe driftsomkostningerne og dermed effektivisere udvindingen, og den udvikling smitter af på firmaer som os, der blandt andet gennem industri 4.0-løsninger kan bidrage med smarte og automatiserede anlæg, siger han i en pressemeddelelse.

Netop nu har Serman & Tipsmark projekter kørende, der har til formål at automatisere

den internationale oliegigant TechnipFMC’s tests af styringsmoduler til oliebrønde. Olievirksomheden har tidligere testet sine styringsmoduler på et stort antal af manuelt betjente teststande, som nu gradvist er blevet udskiftet med specialudviklede testbænke, der automatiserer og effektiviserer testfasen:

- Da styringsmoduler, som dem TechnipFMC benytter sig af, skal stå på havbunden i op til 25 år uden vedligehold, kræver det grundigt kvalificerede tests, før de kan tages i brug. Derfor kan vores løsning virkelig gøre en forskel, da meget af det manuelle testarbejde, som eksempelvis at aflæse manometre samt betjene ventiler, nu automatisk registreres, og data opsamles. Derudover aktiveres ventilerne nu automatisk via et såkaldt receptstyret testprogram på en computer, der er indbygget i testbænken, siger Henning Bach Dybro, og fortsætter:

- Vi har løbende tilføjet nye applikationer til testbænkene, såsom online flowmålere, så medarbejderne heller ikke skal benytte måleglas længere. Testbænkene er således med til at effektivisere produktionen og nedbringe antallet af fejl, så man slipper for at foretage nye tests.  

Udviklingen af de automatiserede testbænke begyndte som et udviklingsprojekt tilbage i 2014, og Serman & Tipsmark har siden da leveret ni testbænke til TechnipFMC, hvilket har ført til store effektiviseringer af olievirksomhedens testprocesser, fortæller production manager hos TechnipFMC, Rune Albjerk:

- Vi har sparet mange procent på nedetid og timeforbruget per enhed, siden vi tog vores nye testbænke i brug og rationaliserede vores setup. De nye testløsninger giver os mulighed for at registrere resultater og gribe ind, hvis der skal optimeres. Det har samlet set øget kvaliteten på vores produkter, da testene nu er strømlinet, siger han, og fortsætter:

- Ved brug af digitale testløsninger har vi desuden fået mulighed for at udvide vores testcenter gennem automatisering, hvis det i fremtiden skulle blive nødvendigt, lyder det slutteligt fra Rune Albjerk.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078