Robot reproducerer sig selv hos Alumill
Alumill har anskaffet sig en robot fra Universal Robots, der blandt andet skal bruges til at producere komponenter til nye robotter.
- Efter vi har fået robotten har vi haft mulighed for at øge produktionen, så vi nu producerer i døgndrift alle ugens dage, og det har den stort set gjort, siden vi fik den, forklarer Henrik Larsen fra Alumill.
- Egentlig overvejede vi at anskaffe en ny maskine i stedet, fordi vi har haft meget travlt. Men vi kom til den konklusion, at vi havde masser af kapacitet, som ikke blev udnyttet om aftenen og weekenden, og i stedet valgte vi at anskaffe robotten, fortsætter Henrik Larsen.
Outsourcing vender tilbage
Den fynske virksomhed producerer i både aluminium og plast i seriestørrelser på 20 og opefter. Et af formålene med robotten har været at øge konkurrenceevnen, specielt overfor konkurrenter i Fjernøsten.
- Vi mærker i stigende grad, at outsourcingen vender tilbage til os. Vi har haft flere eksempler på, at nogle af vores kunder er vendt tilbage efter at have prøvet lykken i udlandet. Det gør de, fordi parametre som kvalitet, leveringstid og kommunikation kommer mere i fokus. Det er vigtigt for kunderne at kunne indgå i en tæt dialog med hensyn til lønsomt design og emnemodning for i sidste ende at kunne skabe et prisbilligt emne, fortæller Henrik Larsen.
- Og efter vi har fået robotten, har vi også kunnet trimme nogle priser, så nu ligger vi tæt på det, de gør i Asien, og de par kroner vil kunden gerne give for at slippe for bøvlet, uddyber han.
Flyttes mellem maskinerne
Indtil videre er den nye robot blevet brugt som lidt af en altmuligmand hos Vissenbjerg-virksomheden.
- Vi bruger den til alt muligt – robotten er meget brugervenlig, og det gør det nemt for os at flytte den rundt mellem maskinerne, siger Henrik Larsen og slutter:
- Og så er vi underleverandør til Universal Robots, og det betyder, at den faktisk står og håndterer komponenter til nye robotter. Det er lidt sjovt, at den på den måde står og reproducerer sig selv.