Ny COO hos Hempel
Den 1. august 2020 tiltræder Katarina Lindström som executive vice president & chief operating officer hos malingproducenten Hempel.
Katarina Lindström tager dermed plads i Hempels executive management board med ansvar for at drive den strategiske agenda inden for operational excellence, innovation og bæredygtighed.
- Jeg er glad for at byde velkommen til en person af Katarinas kaliber til vores globale team, siger Lars Petersson, group president & CEO hos Hempel.
- Vi er en ambitiøs virksomhed med en stejl vækstkurve. Vores mål er at fordoble omsætningen inden for fem år, og vi er godt på vej. Inden for industrien vil vi være førende i markedsdreven innovation, bæredygtighed og kundefokus, og Katarina bliver som COO en vigtig leder i indfrielsen af det mål. Jeg ser meget frem til at arbejde sammen med hende.
Som et led i den langsigtede vækststrategi vil Hempel investere betydeligt i innovation og bæredygtighed. Samtidig styrker Hempel forsyningskæden og produktionen, særligt i Asien og Stillehavs-regionen. Katarina Lindström bliver ansvarlig for at drive mange af disse initiativer.
Hun har årelang international virksomheds-, ledelses- og produktionserfaring fra mere end 20 år hos Volvo Group. Her havde hun også en række globale senior executive-stillinger både inden for drift og produktledelse.
I 2018 blev Katarina Lindström president of operations hos Munters Group, en global producent af løsninger til behandling af luft.
- Hempel er en virksomhed med stærke værdier og en ambitiøs vækststrategi. De investerer i kundeorienterede løsninger, innovation og medarbejderudvikling og har et ønske om at blive førende inden for bæredygtighed i malingindustrien. Jeg glæder mig meget til at blive en del af den rejse, siger Katarina Lindström.
Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.