23948sdkhjf

Maskinbygger varsler overskud

Poul Johansen Maskiner øger omsætningen og leverer sorte tal på bundlinjen i regnskab 2019, slår direktøren fast

Efter et par svære år er maskinbyggeren Poul Johansen Maskiner kommet tilbage i økonomisk god gænge.

- Jeg tør godt slå fast, at vi laver et overskud, men detaljerne er vi ikke klar til at offentliggøre endnu, siger virksomhedens administrerende direktør Benny Smith om det kommende regnskab.

Under sin jubilæumstale forrige fredag afslørede han dog også, at omsætningen i Poul Johansen Maskiner ligger omkring 150 mio. kr. Det kan i sandhed kaldes et turnaround-regnskab for maskinbyggeren, der i både 2018 og 2017 blev ramt af solide underskud på bundlinjen på henholdsvis minus 12,7 mio. kr. og minus 31,4 mio. kr.

Salget bremsede op
De store underskud kom i takt med en toplinje, der i den grad tabte pusten, da salget af tællemaskiner til Lego pludselig bremsede op.

På det tidspunkt byggede og leverede Poul Johansen flere hundrede tællemaskiner om året.

- Halvdelen af omsætningen forsvandt, men nu har vi tunet virksomheden, vi har effektiviseret, og vi har ændret fokus mod vores specialmaskiner. Samtidig leverer vi faktisk også lidt tællemaskiner til Lego igen, forklarer Benny Smith om baggrunden for det positive regnskab for 2019, som altså er på vej fra maskinbyggeren. Poul Johansen Maskiner har knap 100 ansatte og base i vestsjællandske Fårevejle.

Rider på digital bølge
Lige nu er Poul Johansen Maskiner i gang med et massivt sats på ny teknologi og digitalisering. Den satsning indebærer og muliggør et tættere forhold til kunderne.

Læs også: Stort rykind hos maskinbygger

- Vi har altid lavet kundespecifikke maskiner, men i dag kommer vi meget tidligere ind i kundens projekter end før, og vi kan derfor via forprojekter være med til at afklare det behov, eller finde den konceptuelle løsning på det problem, som kunden har, siger Benny Smith, der satser massivt på at gøre Poul Johansen Maskiner til partner både før maskinbygningen, under maskinbygningen og efter maskinbygningen.

Sidstnævnte felt er baggrunden for etableringen af enheden PJM Serviceteam, som er med til at sikre et smart og digitaliseret - og også forebyggende - vedligehold sammen med kunden. Og her træder Poul Johansen Maskiner ind på nye græsgange med brug af virtual reality-briller. Det sker gennem en løsning, hvor kunden i princippet kan stå på den anden side af jorden og kigge på en maskine med den digitaliserede brille på, hvorefter serviceteamet hjemme i Fårevejle kan se maskinen og hjælpe med at udbedre de fejl, maskinen melder.

- Det handler for os om at overvåge, forudsige og optimere for kunden, og alt hvad vi gør, skal skabe værdi for kunden, siger Benny Smith, der sammen med de ansatte også har gang i et andet projekt med virtuelle briller.

Augmented Reality
Det pilotprojekt er til internt brug og henvendt til el-montørerne, der via såkaldt Augmented Reality får alle diagrammer og informationer om deres arbejde leveret digitalt gennem en stemmestyret digital brille. Brillen gør det dermed super simpelt for montøren af kontrollere og dokumentere, at installationerne i en maskine er korrekte uden at bladre og krydse af i tykke ringbind proppet med papirer.

- Der er rigtig mange spændende muligheder i ny teknologi, og vi har valgt at arbejde med teknologien og være med til at udvikle den, siger Benny Smith, der samtidig har fuld fokus på, at industrien i dag bevæger sig i retning af mere og mere fleksibel produktion med mindre seriestørrelser og flere produktvarianter.

- Det handler om nem omstilling, og derfor er vi også i gang med at udvikle det, vi kalder hyperfleksible indføringssystemer, forklarer direktøren, der ligeledes har bragt 3D-print ind i virksomheden.

- Vi har købt den første 3D-printer, og den har givet en enorm fleksibilitet i vores produktion, fordi vi lige kan printe de emner, vi står og mangler. En dag skal vi muligvis have en metalprinter som supplement til vores CNC-maskiner. siger Benny Smith med henvisning til, at maskinbyggerne i Fårevejle også rummer og holder fast i eget maskinværksted.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.266