23948sdkhjf

Efterspørgslen på maskinmestre vokser stadig

Det kunne formand for maskinmestrenes forening, Lars Have Hansen konstatere på Maskinmestrenes Forenings 148. ordinære generalforsamling.

- Tallene er ikke til at tage fejl af. Der er brug for os maskinmestre. Ja, der er måske mere brug for maskinmestre end nogensinde før. Det er store ord, men når vi kigger på de aktuelle tal for vores fælles profession, er der ingen tvivl, fastslog Lars Have Hansen, da han aflagde bestyrelsens beretning på generalforsamling onsdag i Aalborg.

Der er flere maskinmestre på arbejdsmarkedet end nogensinde. Maskinmestrenes Forening har rundet 9.300 erhvervsaktive maskinmestre. Det er reelt fuld beskæftigelse med kun 1,2 pct. ledighed svarende til 99 fuldtidsledige ved udgangen af 2019.

Samtidig oplever Maskinmestrenes Forening også et historisk højt antal medlemmer: 13.817 lyder det aktuelle tal, og næste skarpe hjørne bliver 14.000 medlemmer, som foreningen forventer at runde i løbet af 2020.

- Nu er spørgsmålet: Hvor længe fortsætter de gode tider? Spørgsmålet er blevet yderst relevant netop nu, hvor Corona-udbruddet har punkteret det, som af nogle er blevet betegnet som en begyndende aktieboble, sagde Lars Have Hansen.

Ny strategi skal sikre endnu flere job
Han understregede, at bestyrelsen i Maskinmestrenes Forening er meget opmærksomme på både kort- og langsigtede udfordringer.

- Mange af os har jo været på arbejdsmarkedet så længe, at vi kan huske perioder med mindre gunstige konjunkturer, og selv om maskinmestrene aldrig har været blandt de hårdest ramte faggrupper, når det gælder ledighed, skal vi ikke hvile på laurbærrene. Det er i gode tider vi skal forberede os på de mindre gunstige. Og det gør bestyrelsen naturligvis. Ikke mindst i kraft af en ny strategi for foreningen – og dermed vores fælles profession, sagde Lars Have Hansen og tilføjede:

- Når maskinmestrene langt tilbage har ligget under den gennemsnitlige arbejdsløshed, skyldes det ikke mindst, at vi har den rigtige kombination af tekniske og ledelsesmæssige kompetencer – altså de kompetencer der skal til for at gøre en forskel, skabe værdi og hjælpe med til at sikre udvikling, innovation og vækst på mange typer af virksomheder i mange forskellige brancher.

Bestyrelsen har iværksat en ny strategi med fokus på tre hovedområder: Politisk indflydelse, identitet og job og karriere.

- Vi skal have udvidet kendskabet til vores profession, så maskinmestre opnår beskæftigelse hos endnu flere virksomheder end i dag, sagde formanden.

Maskinmestre i den grønne omstilling
En af forklaringerne på professionens succes på arbejdsmarkedet skyldes maskinmestrenes rolle i den grønne omstilling.

- Vi er allerede i fuld gang med grøn omstilling – og har været det længe. Vi er med til at omlægge Danmarks energiforsyning til vedvarende energi med nye store havmølleparker, med konvertering af kraftvarmeværker til nye grønne energikilder og idriftsættelse af nye teknologier, for eksempel varmepumper, der erstatter fossile brændsler stadig flere steder, sagde Lars Have Hansen, og tilføjede:

- Jeg fristes til at sige: Alle taler om klima og miljø – men maskinmestrene gør noget ved det!

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078