Corona-virus tvinger raketbyggere til værkstedslukning
Copenhagen Suborbitals, der bygger raketter med en hær af frivillige, har valgt at trække stikket fra raketbyggeriet, mens corona-krisen står på.
Det oplyser Mads Stenfatt, der er en af de frivillige kræfter bag Copenhagen Suborbitals til Metal Supplys søstermedie Electronic Supply.
- Vi er lukket midlertidigt for at begrænse samværet i forhold til myndighedernes regler. Hvor meget vi end elsker det, så har vores projekt vist ikke samfundsmæssig kritisk funktion, siger Mads Stefatt med et glimt i øjet.
Bemandet raket Made in Denmark
Holdet bag Copenhagen Suborbitals er cirka 50 mand stort, og sammen er de ved at bygge en raket, der forhåbentlig bliver det første bemandede rumfartøj med dansk afsender.
Men projektet går ikke helt i stå, bare fordi der er corona i Danmark, fortæller han.
- Mange er sendt hjem og sidder nu med deres projekt derhjemme, i det omfang det lader sig gøre, siger han.
Mads Stenfatt selv sidder eksempelvis ved sit spisebord og syr i 16 meter nylonstof, der er prototypen på den faldskærm, der skal sikre raketten en blød landing, når den har gjort sin gerning i rummet.
Crowdfunded raket
Copenhagen Suborbitals arbejder aktuelt på at udvikle en crowfunded raket, der skal blive den største blandt crowdfundede raketter i verden.
- Vi har ikke set andre i verden, der er ved at bygge en crowdfunded raket til at sende en person i rummet. Indtil videre er der kun tre nationer i verden, der har sendt mennesker i rummet, og skulle vi blive overhalet af Indien, der har projekter i gang nu, så er det stadig godt at blive nummer fem, fortalte Mads Stenfatt til Electronic Supply i november måned.
Det arbejde er nu suspenderet, mens der stadig er corona-virus i landet.
Raketten er crowdfundet af 600 forskellige bidragsydere.