23948sdkhjf

Nyt om navne: Edge Team opruster i salgsafdelingen

SolidWorks- og CAM-forhandleren ansætter ny salgschef og salgskonsulent for at styrke tilstedeværelsen i markedet.
For at sikre virksomhedens fremadrettede udvikling har virksomhedens direktør og ejer Ken Nicolai Ingstrup valgt at styrke virksomhedens salgsteam.

Derfor har Edge-Team nu ansat Kasper Arvad som ny salgschef og Michael Christoffersen som ny salgskonsulent.

Salgschef kender branchen
Kasper Arvad har igennem de sidste par år solgt SolidWorks og kender dermed branchen indefra. Han er oprindeligt uddannet finmekaniker, men har siden hen taget en uddannelse som markedsøkonom og er nu i gang med at læse HD. Han har beskæftiget sig med salg siden 1996 og har desuden en overgang drevet selvstændig virksomhed.

- Min håndværksmæssige baggrund kombineret med min tid som ejer-leder er en stor fordel. Det betyder, at jeg bedre forstår kundernes problemer, når jeg er på besøg hos dem, fortæller Kasper Arvad til Metal Supply.

- Derudover har jeg konkret erfaring med SolidWorks i og med, at salg af netop SolidWorks har været en fast del af min hverdag gennem de sidste par år, tilføjer han.

Erfaring fra branchen
Han får samtidig glæde af Michael Christoffersen som en del af sit salgsteam. Den nye salgskonsulent får sit udgangspunkt på Edge-Teams kontor i Middelfart, hvorfra han skal dække virksomhedens salg i Sønderjylland, på Fyn og på dele af Sjælland.

- Michael Christoffersen er ikke helt uerfaren i forhold til salg af avancerede softwareprodukter, da han tidligere har solgt det konkurrerende program Pro/E, så han skal nok blive en væsentligt del af teamet, siger Kasper Arvad.

- Vi får et stærkt team således, at vi kan øge tilstedeværelsen hos nye samt eksisterende kunder med fokus på vores SolidWorks-, Edge-Cam- samt Delcam DFS-produkter, fortsætter han.

Klar i nye lokaler
Salgschefen selv får sit udgangspunkt fra Egå, hvor Edge-Team i foråret flyttede i nyt domicil, hvor hele teamet glæder sig til at tage imod kunderne.

- Vi har med den nye bygning fået nogle super lokaler, så vi kan tage godt imod folk, når de kommer på besøg hos os, på kursus eller demonstration af vores produkter, forklarer han.

- Yderligere giver den nye bygning masser af rum til, at vi kan ekspandere og udvikle virksomheden, så det bliver en spændende fremtid, vi går i møde, slutter han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078