Maskinproducent frygter halveret omsætning
Vetaphone har været i en god vækst det seneste årti. I corona-virussens skygge er udviklingen nu vendt markant. Det skriver Jydskevestkysten.
- Vi er født under en optimistisk stjerne, men realiteterne kommer krybende ind på os. Lige nu kan vi se, at omsætningen falder 25-30 procent, og det gør i sig selv ondt. Men det store spørgsmål lige nu er jo, om det bliver ved med at dykke, siger administrerende direktør Frank Eisby, der ejer selskabet sammen med sin bror Jan Eisby, til Jydskevestkysten.
Frank Eisby fortæller videre, at han frygter, at omsætningen kommer til at gå yderligere ned, så salget vil blive halveret i op til et halvt år.
Vetaphone producerer og sælger maskiner, der forbedrer vedhæftningen på emballagefolier, og Kolding-virksomheden med 75 medarbejdere sælger sine maskiner over hele verden.
Frank Eisby fortæller til Jydskevestkysten, at der foreløbig ikke er fyret eller sendt medarbejdere hjem. Til gengæld er de ansatte gået lidt ned i tid.
Originalartikel: Direktør i vækstfirma er bekymret for at krisen trækker ud: Frygter en halvering af omsætningen