Regeringen udskyder fristen for virksomheders årsrapporter
Regeringen har med Folketingets opbakning besluttet at udskyde fristen for virksomheders indsendelse af årsrapporter med tre måneder.
Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
Fristudskydelsen skal derfor aflaste cirka 200.000 danske virksomheder, der i år oprindeligt skulle aflevere årsrapport senest den 31. maj, men som nu får yderligere tre måneder til at arbejde med årsrapporterne i.
- Regeringen har lyttet til den meget utvetydige appel fra erhvervslivet. Rigtig mange virksomheder og deres revisorer kæmper lige nu med at få forretningen til at hænge sammen. I sådan en presset tid skal vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at hjælpe virksomhederne til at kunne håndtere de mest akutte problemer først, siger erhvervsminister Simon Kollerup i pressemeddelelsen.
Lovforslaget forventes vedtaget torsdag den 2. april.