23948sdkhjf

Intell Solutions bliver til Wintell

Den danske turnkey-leverandør til vindmølleindustrien - Intell Solutions - skifter navn til Wintell A/S. Ejerskab, nøglemedarbejdere og bestyrelse er uændret.
Intell Solutions med administration i Videnpark Trekantområdet blev for kort tid siden kontaktet af en advokat for en udenlandsk virksomhed, der mente, den danske turnkey-leverandørs firmanavn var for tæt på hans klients.

- Så vi besluttede i al mindelighed at ændre vores navn til Wintell A/S med virkning fra den 1/11 i år, fortæller selskabets administrerende direktør, Mads Klyhn Johannsen.

Specialister i turnkey-løsninger og overfladebehandling
Intell Solutions blev startet i januar i år som turnkey-leverandør med fokus på overfladebehandling, procesoptimering og robotteknologi ved produktion, service og vedligeholdelse af produkter til vindmølle- og flyindustrien.

I dag har virksomheden især fokus på overfladebehandling af vinger, tårne og naceller samt offshore-udstyr. En vigtig del af opgaverne er også at hjælpe vindmølleindustriens underleverandører med at leve op til kvalitetskrav som eksempelvis Six Sigma - samt HSE (health & safety).

I alle løsningerne benytter Wintell robotteknologi for at begrænse det ensidigt gentagne, manuelle arbejde. Samtidig fokuserer man på sundhed og sikkerhed samt at reducere den samlede CO2-belastning.

Positive udsigter
Ejerne af Wintell er selskabets nøglemedarbejdere samt det danske ingeniørfirma R&D og den danske logistik-leverandør Qubiqa-gruppen. R&D og Qubiqa-gruppen har valgt at lade Wintell opbygge et robotkompetencecenter, hvor man forventer at skulle lave 40 til 50 robotløsninger i 2013.

Staben i Wintell består i dag af fem personer, hvori indgår eksperter inden for robotteknologi og kompositmaterialer. De støttes efter behov af over 180 ingeniører og andre eksperter fra Qubiqa-gruppen og R&D, som leverer viden til de opgaver, som Wintell løser for producenter af vindmøller og fly.

- Vi laver top-down-løsninger, hvor vi sammen med centrale medarbejdere hos kunden definerer målet og derefter udvikler vejen til løsningen sammen med de bedste underleverandører, siger Mads Klyhn Johannsen.

- Vi er "arkitekterne", der får eksperterne til at arbejde sammen, slutter han.

Wintell forventer ved udgangen af 2012 en omsætning på 40-50 mio. kr. med det nuværende aktivitetsniveau og en stab på 15 personer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079