Semco Maritime udbygger sin position på rigmarkedet
Med indvielsen af et nyt, dedikeret område på Esbjerg Havn til reparation og ombygning af jack-up-rigge vil Semco Maritime bringe sig i en gunstig position i forhold til andre udbydere.
- Vi ønsker at tilføre havnen en række rigprojekter, der kan skabe job hos Semco Maritime og vores underleverandører, og vi ønsker samtidig at være hensynsfulde naboer, ikke mindst i forhold til de sensitive områder i Nationalpark Vadehavet, siger senior vice president med ansvar for rigprojekter Hans-Peter Jørgensen, Semco Maritime.
Betjener hele Nordsø-området
Det nye dedikerede areal til rigprojekter er på 10.400 kvadratmeter og er opstået efter en opfyldning af det tidligere fjerde bassin. Esbjerg Havn har investeret et millionbeløb i at forlænge Tampenkaj til 220 meter og forstærke den, så den kan bære konstruktioner på op til 5.000 ton, og to jack-up-rigge ad gangen kan ligge ved kaj. Desuden er indsejlingen øget til 127 meter, og vanddybden er hævet fra 7,5 til 10,5 meter.
Semco Maritime færdiggør i denne uge arealet, så det rummer alle service- og mandskabsfaciliteter til at håndtere reparation og ombygning af jack-up-rigge. Den første rig ved det nye areal bliver Energy Enhancer, der fra 18. november vil ligge til reparation og opgradering i 45-60 dage. Og der er mere i vente.
- Det danske marked for rigreparationer har ligget underdrejet det seneste halvandet år, og vi har udvidet vores virkefelt, så vi kan betjene rigoperatører i hele Nordsø-området. Vi har lige afsluttet det seneste af to projekter i norske havne og forventer i løbet af 2012 at have etableret os med reparationsfaciliteter i en skotsk havn, siger Hans-Peter Jørgensen.
Klar til grand opening
Semco Maritime har i 2011 udført projekter for riggiganten Transocean i de norske havne, Tromsø og Askøy ved Bergen. Den flydende rig Transocean Winner har nu forladt Askøy efter 70 dages ophold, hvor Semco Maritime i samarbejde med underleverandører har udført opgaver for op imod 200 mio. norske kr.
Globalt forventer Semco Maritime i 2012 at udføre rigopgraderinger for 400-500 mio. kr., heraf hovedparten i Nordsø-området.
Indvielsen af det nye rigområde på Esbjerg Havn foregår ved en Grand Opening 10. november med kunder, leverandører og partnere fra Norge, Storbritannien, Holland og Danmark. Arrangementet foregår i tidsrummet 14.00-17.00 på Tampenkaj.